Kulturminister Jakob Engel-Schmidt kalder det ”rettidig omhu”, at regeringen nu har lagt 15 millioner kroner på bordet til et midlertidigt huslejetilskud til borgere, der ikke kan betale deres husleje med de nye satser.

Jeg kalder det pinligt.

11.000 mennesker fik frataget et huslejetilskud i forbindelse med reformen, og mange flere fik nedsat deres månedlige ydelse efter 1. juli, hvor reformen trådte i kraft. Det bestemte forligspartierne med åbne øjne og på trods af alle advarsler fra fagpersoner, kommuner og sociale organisationer.

Politikerne har altså vidst i mere end et år, at mange kontanthjælpsmodtagere risikerede hjemløshed, fordi deres husleje er alt for høj i forhold til den støtte, de får.

Alligevel fastholdt beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Beck så sent som i forrige uge, at der ikke ville blive flere hjemløse, og at der ikke skulle ændres på reformen. Han mente nemlig blandt andet, at det var kommunerne, som ikke brugte de billige boliger, som de kunne.

Virkelighedens budget

Jeg ved ikke hvilken virkelighed, han lever i? Men jeg kan hilse og sige, at det for eksempel i Aalborg er noget nær umuligt at opdrive en bolig til under 5000 kroner med forbrug. Og selv den er altså svær at betale med en grundsats på 7205 kroner før skat. Inden da havde statsministeren også bebudet, at hun stod på mål for reformen. Det gjorde hun på Socialdemokratiets årsmøde.

Nu har de heldigvis ændret mening, men set med fagbevægelsesbriller er det da nærmest uhyggeligt, at det først sker efter at Moderaterne har opfattet nødråbene fra kommunerne.

Jeg og andre havde nok håbet, at Socialdemokraterne ville være forrest i kampen for de svageste, og det er altså folk på kontanthjælp. Der var engang, hvor det var nemt at få bistandshjælp, som det hed, da jeg var ung, og man kunne leve fornuftigt uden at arbejde, hvis det var det, man ville.

Sådan er det ikke mere. Skruen er strammet: kravene er hårdere og ydelsen er barberet gang på gang. Det betyder også at dem, der stadig må gå tiggergang efter kontanthjælp, virkelig ikke kan forsørge sig selv.

Der er ingen mennesker, som bliver raske af at miste deres forsørgelsesgrundlag. Desværre er den sandhed ikke sevet ind gennem Christiansborgs tykke mure.

Statskassen bugner og beskæftigelsen er rekordhøj. Ja, den er jo så høj, at arbejdsgivere og politikere skriger på udenlandsk arbejdskraft. Der er nemlig ikke flere at tage af herhjemme stort set. Mange af de grupper, som traditionelt har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, når tiderne er sløje, er kommet i job.

De sidste kan ikke. Dem skal vi have råd til at give en tålelig tilværelse, uanset om det er på kontanthjælp, ressourceydelse, førtidspension eller almindelig pension.