A-kasser: Det nytter ikke at hænge ledige dimittender ud
De ledige dimittender vil gerne have job, siger Villy Dyhr, administrerende direktør i Akademikernes A-kasse, og Per Clausen, formand for Magistrenes A-kasse
Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:39
NORDJYLLAND: Det er ikke fair at hænge de ledige dimittender ud og beskylde dem for at være årsag til Aalborg Kommunes dårlige økonomi.
Det mener både Villy Dyhr, administrerende direktør i Akademikernes A-kasse, og Per Clausen, formand for Magistrenes A-kasse.
De reagerer begge på, at Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, ved flere lejligheder har udråbt de ledige dimittender til at være skyld i Aalborg Kommunes dårlige økonomi. Eksempelvis i forbindelse med budgetforhandlingerne i september i fjor. På det tidspunkt var ledigheden blandt dimittender i Aalborg steget med 112 procent.
- Det er voldsomt, og det sætter Aalborg Kommunes økonomi under et kraftigt pres, sagde Thomas Kastrup Larsen i den forbindelse.
Også i forbindelse med en rundspørge, som NORDJYSKE gennemførte op til nytåret, gav Thomas Kastrup-Larsen udtryk for, at ledigheden er kommunens største problem frem mod år 2030.
- I 2019 har vi været udfordret af en markant ledighed blandt nyuddannede akademikere, sagde borgmesteren dengang.
Villy Dyhr bryder sig ikke om, at en bestemt befolkningsgruppe bliver koblet til ledigheden.
- Det er bestemt min helt klare oplevelse, at de ledige dimittender gerne vil ud at bruge deres uddannelse og deres kompetencer. Dimittenderne har studeret i fem år, og de vil rigtig gerne ud at bruge deres nye kundskaber, siger Villy Dyhr.
- Det er faktisk ikke særlig sjovt at være ledig. For man ved ikke, hvornår man er færdig med det. Så det hjælper ikke at udråbe dem som et problem for kommunens økonomi - eller sige, at de bare kan tage et job i Netto, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har gjort, tilføjer Villy Dyhr.
- Kommunerne fokuserer meget på dimittendledigheden, fordi finansministeriet har sendt regningen videre til kommunerne. Men det er jo ikke den enkelte dimittends skyld.
Han beder om forståelse for, at det altid er svært at finde det første job - i de fleste jobopslag søger man efter erfarne medarbejdere:- Det første job er altid det sværeste at få. Når du er nyuddannet, er det en svær hurdle at komme over, forklarer han.
Villy Dyhr minder om, at der også altid vil være en tilvænning, fordi man skal til at tale på en anden måde, end man gjorde på studiet. Men alle har været nyuddannede engang, så det er kun en overgangsfase.
Også formanden for Magistrenes A-kasse, Per Clausen, kalder Thomas Kastrup-Larsens retorik forfejlet.
- Der er jo ikke noget galt med de unge mennesker. Man kan få det indtryk, at lige så begejstret borgmesteren er, når han tager imod de studerende, lige så skuffet er han, når de bliver færdiguddannet og ikke har et job dagen efter, siger Per Clausen og tilføjer:
- Hvis man vil være uddannelsesby, bliver man også nødt til at acceptere, at de studerende bliver færdige på et tidspunkt - og at de har en tid på dagpenge.
Per Clausen peger på den generelle beskæftigelsessituation i Aalborg og Nordjylland, som kunne have været bedre.
- Faktisk går det rigtig skidt for beskæftigelsesudviklingen i Nordjylland. Det går skidt i Aalborg, men det går faktisk rigtig skidt i resten af Nordjylland, siger Per Clausen.
Han synes, problemet er så massivt, at man burde bruge meget mere energi på at diskutere, hvordan man kan udvikle erhvervslivet og virksomhederne i Nordjylland på en måde, så man bliver bedre til at udnytte de højtuddannede.
- Jeg er sikker på, at det ville kunne bidrage til et mere generelt løft i beskæftigelsen, og for mig at se er det kerneudfordringen, siger Per Clausen og tilføjer:
- Det nordjyske arbejdsmarked har udviklet sig rigtig skidt, og det er dimittendledigheden et symptom på. Men det er mere et symptom end en selvstændig problemstilling.
Per Clausen ser Aalborg Universitets rolle som en hjælp til at udvikle det nordjyske samfund. Forudsætningen er, at man bruger de kvalifikationer, som er til rådighed.
De nordjyske virksomheder har ikke i tilstrækkelig grad benyttet sig af den højtuddannede arbejdskraft, som produceres lige uden for gadedøren, mener han.
- Man snakker meget om det, men i praksis udnytter vi ikke det potentiale, der ligger lige for, siger Per Clausen.
- Og så vælger man at lade det falde tilbage på, at der nok er et eller andet galt med dimittenderne - det er ikke fair, siger han.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er meget mere fokus på, hvordan vi kan bruge de højtuddannedes kvalifikationer til at udvikle Nordjylland. Villy Dyhr er enig. Han vil nu tage initiativ til at drikke kaffe med borgmestrene i de store universitetsbyer.
- Vores fremmeste opgave er at få de ledige ud i job. Derfor vil vi gerne være en dialog med de fire universitetsbyer, som er de steder, hvor man har de fleste ledige dimittender, siger Villy Dyhr.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen siger i en kommentar, at han ikke hænger de ledige ud, men blot adresserer en uomtvistelig udfordring for kommunens økonomi. Han mener, at mange bærer ansvaret for situationen.
- Jeg har selv arbejdet meget for at styrke Aalborg som uddannelsesby, fordi jeg tror på ideen om at tiltrække unge og på den måde skabe en vej for Nordjylland, så vi skaber fremdrift i stedet for afvikling, siger Thomas Kastrup-Larsen.
- Både uddannelsesinstitutioner og erhverv har jo stemt i. De synes også, at det er en god idé. Udfordringen er så, at vi har et problem i forhold til at få dem i arbejde, når alle de studerende bliver færdige, siger han.
Han sender også lidt af ansvaret over på de studerende. For ifølge Thomas Kastrup-Larsen har flere undersøgelser af mobiliteten blandt de ledige dimittender vist, at de er mere tilbøjelige til at flytte efter et job i København end et i Frederikshavn eller Thisted.
- Når samfundet har investeret så mange penge i et ungt menneske, som har fået en lang eller mellemlang videregående uddannelse, så synes jeg også, det er fair nok, at samfundet har nogle forventninger til vedkommende, siger han og tilføjer:
- Så bør man måske også være parat til at tage et job, som ligger langt væk. Ifølge borgmesteren handler det for den nyuddannede måske om et bestemt job i en bestemt organisation i en bestemt funktion, som man gerne vil sidde i.
- Det godt være, at man nogle gange skal starte i noget, som er lidt længere væk, eksempelvis i en anden kommune. Eller i en anden virksomhed. Måske er det ikke drømmejobbet i første omgang. Men det er brød på bordet, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.