AaB henter gammel kending tilbage fra FC København
Sportspsykolog bag dobbelt mesterskab og pokaltitel vender hjem til AaBs superligahold
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:40
NORDJYLLAND: AaB's superligahold får fra næste uge hjælp fra en gammel kending i klubben.
Man har nemlig tilknyttet Martin Langagergaard som præstationspsykologisk konsulent.
Martin Langagergaard har tidligere i 12 år været en del af AaB som sportspsykologisk rådgiver og mentaltræner. I sommeren 2018 valgte han dog at tiltræde en tilsvarende rolle i FC København.
Men nu vender han altså tilbage til AaB.
- Vi kigger hele tiden på at forbedre setuppet omkring holdet, og at muligheden opstod for, at vi igen kunne få Martin ombord som en del af staben i AaB, betragter vi som et scoop, siger sportschef Inge André Olsen i en pressemeddelelse.
- Martin har udover sine stærke faglige og menneskelige kompetencer en unik erfaring med at arbejde med præstationskultur inden for forskellige miljøer, og fra 1. februar kan vi igen drage nytte af den del såvel for den enkelte spiller som på holdniveau, udtaler sportschefen.
Martin Langagergaard ser frem til igen at blive en del af AaB:
- Det er dejligt at vende tilbage. AaB er en stor klub, som jeg har et særligt forhold til, og jeg glæder mig til at blive en del af staben omkring Superligaholdet, hvor jeg skal være med til at understøtte og drive det arbejde, som handler om den psykologiske del af at præstere, siger Martin Langagergaard i pressemeddelelsen.
- Det handler om, hvordan man som hold kan blive dygtige til at samarbejde under pres og dygtige til at stille krav til hinanden og skabe et godt team, et godt samarbejdsklima og en god præstationskultur, og det bliver spændende både at arbejde sammen med nye mennesker og folk, jeg kender fra min tidligere periode i klubben, siger han.
Inden sin tilknytning til FC København havde Martin Langagergaard blandt andet haft andel i to danske mesterskaber og en pokaltitel i AaB.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.