Åbne regnskaber - tak

Skuffen i. Nøglen væk. Og så taler vi ikke mere om det.

Den højst mærkværdige sag med de 100.000 kroner som betaling for en reklamefilm, som muligvis slet ikke findes, er blevet lukket og slukket af et flertal i Aalborg Byråd.

Tilbage står meget tålmodigt skattebetalende borgere med en lidt flad fornemmelse og en mere end mild undren over, hvordan der med så stor lethed bliver jongleret rundt med fælles midler til muligvis ingenting.

Og hvordan hænger sagen pengene og den ikke-eksisterende reklamefilm egentlig sammen med, at der senere er dukket støttekroner op på kontoen hos Socialdemokratiet i Aalborg?

I det mindste ét element i sagen kunne være løst helt enkelt ved at indføre noget så indlysende som at slå alle partiregnskaber op på vid gab.

Så havde det stået krystalklart, lige nøjagtigt hvem der havde ydet hvor meget til hvilke politikere.

I Danmark er åbenhed en yderst mobil størrelse.

Sammenlignet med de fleste andre lande går vi og fortæller hinanden bemærkelsesværdigt meget.

Ud fra en adresse kan man forholdsvis hurtigt finde ud af ret mange oplysninger om den pågældende ejendom - og ud fra et indregistreringsnummer tager det ikke mange sekunder at finde frem til det nøjagtige bilmærke, om køretøjet har været til syn - og om det er efterlyst!

Til gengæld ligger der røgslør uden på røgslør, når det gælder indsigt i bidrag til politikere i forbindelse med deres kampagne for at blive valgt eller genvalgt.

Her gælder det åbenbart frem for alt om ikke at tale over sig.

Det havde ellers været helt simpelt (og logisk) at oprette en hjemmeside med oplysninger om alle politikere - og så en meget detaljeret liste over de privatpersoner og virksomheder, der har ydet de pågældende politikere støtte. Og hvor meget.

Der skal muligvis være en bagatelgrænse - men det skal selvsagt ikke kunne lade sig gøre for en bidragyder at betale mange gange beløbet op til bagatelgrænsen i et forsøg på at undgå at få sit navn med på listen.

Til hverdag skal alle andre borgere i Danmark ned i mindste detalje gøre rede for, hvad de måtte have økonomiske midler til rådighed.

Et væld af enkeltsager viser, at myndigheder til tider er parate til at gå ganske langt for at jagte eksempelvis sorte penge i fare for at blive vasket hvide.

Helt nøjagtigt hvad skulle tale imod pivåbne partiregnskaber?

Hvis man ikke har noget at skjule, har man som bekendt heller ikke noget at frygte.

Er det måske ikke lige nøjagtigt det argument, skiftende politikere altid er hurtige til at hale frem som argument for endnu mere overvågning i det offentlige rum?