Vejret

Åh nej! Snefygning ventes at ramme os på det værst tænkelige tidspunkt

Morgentrafikken onsdag kan blive voldsomt udfordret

Onsdag er der snefygning i vente - igen.
Onsdag er der snefygning i vente - igen. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 20:21

Tirsdag aften er der stilhed før snefygningen.

DMI's vagthavende meteorolog Jens Lenskjold siger til Ritzau, at det ventes at gå løs på det værst tænkelige tidspunkt onsdag morgen.

- Snefygningen bliver værst i myldretidstrafikken, hvor det vil være umuligt at rydde vejene, fordi de hele tiden vil blive dækket med sne, siger Jens Lenskjold.

Han fortæller, at et snevejr fra klokken 5 onsdag morgen vil bevæge sig fra Aalborg og ned gennem Himmerland til Aarhus.

- Her kommer vi til at mærke den kraftigste vind og få mest sne i luften, siger Jens Lenskjold.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at resten af Nordjylland også kan opleve snebyger.

Der kan falde op til 15 centimeter sne de steder, hvor det bliver værst. Og snefaldet er altså kombineret med blæst og ikke mindst kraftige vindstød en del steder. Altså risiko for snefygning, hvilket DMI har varslet for hele Nordjylland onsdag frem til klokken 8.

Vejdirektoratet oplyste tirsdag aften på det sociale medie X, at der var sat gang i snerydning og saltning flere steder i Jylland og på Fyn.

- Men ved fygning er der risiko for, at vejene hurtigt fyger til. Orientér dig om politiets anvisninger inden udkørsel, lød rådet fra Vejdirektoratet.

Sidst på eftermiddagen tirsdag udsendte Nordjyllands Politi en pressemeddelelse, som ikke direkte var en opfordring til at undgå al unødvendig udkørsel. Det gjorde Østjyllands Politi ellers tidligere tirsdag.

Derimod rådede Nordjyllands Politi nordjyderne til at tage hjemmefra i god tid, hvis man altså skal ud at køre onsdag.

- Vi opfordrer selvfølgelig til, at man tager sine forholdsregler. Tank bilen, medbring vand, tæpper, en lille skovl – for en god ordens skyld. Ellers er det bedste råd som altid: Kig ud af vinduet og tag bestik af forholdene, sagde vicepolitiinspektør Henrik Skals i pressemeddelelsen.

Politiet vil have en løbende dialog med sine samarbejdspartnere i det øvrige beredskab og i kommunerne. Nordjyske følger situationen fra morgenstunden onsdag, så hold dig orienteret her på nordjyske.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden