Aalborg Kommune tester hjemløse og udsatte borgere: - Vi har delt sedler ud på dansk og grønlandsk
Aalborg Kommune og Region Nordjylland har aftalt at lave en særlig testløsning for COVID-19 til hjemløse og andre udsatte borgere
Opdateret kl. 14:56
AALBORG: - Hjemløse og øvrige socialt udsatte borgere udgør en særlig risikogruppe, og derfor er testning vigtig, siger regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S).
Familie- & Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune og Aalborg Universitetshospital har indgået et samarbejde om at teste hjemløse og udsatte borgere gratis. Kommunen tilbyder flere steder, hvor de udsatte borgere kan blive tjekket for virussen.
Det sker i første omgang tirsdag 7 april.
- Fra klokken 9-11 tester vi borgere på Søndergade ved Kirkens Korshær, dernæst kører vi til Signalvej i Vejgård og senere til Bakkevej i Nørresundby, siger Tina Maria Larsen, Leder af Center for Sociale Indsatser.
På de lokale opholdssteder og varmestuer har kommunen opsat flyers med opfordring til de udsatte, om at møde op og blive testet. Budskabet er kommet ud på flere måder.
- Vores gadeteam går også rundt med en seddel på dansk og på grønlandsk, fordi vi har relativt mange udsatte med grønlandsk afstamning, siger Tina Maria Larsen og informerer om, at testsvarene vil blive leveret til kommunen onsdag 8 april.
Aalborg Universitetshospital står for selve testningen, mens Aalborg Kommune har sørget for at stille den kommunale Tandbus til rådighed som mobilt teststed.
- Vores mange opsøgende gademedarbejdere har i forvejen rigtig god kontakt til de udsatte og vil sammen med de frivillige organisationer bygge bro, så vi sørger for at alle kender tilbuddet, siger Mai-Britt Iversen, rådmand i Aalborg Kommune.
– Vi står samtidig klar med karantænepladser, så alle har et sikkert sted at være, hvis det bliver nødvendigt, forsikrer hun.
Sundhedsstyrelsens retningslinjer gælder for denne gruppe af borgere, ligesom de gælder for alle andre. Hvis nogle af de testede viser sig at være COVID-19 smittede, skal de således isolere sig og undgå tæt kontakt med andre mennesker indtil 48 timer efter symptomophør.
Det er aftalt at begynde med at afsætte 1 dag til testning, og så derefter vurdere om der er behov for yderligere tiltag.
- Hvis det giver mening tester vi igen, hvis nu der viser sig, at være en udbredt smitte eller vi ikke synes, at vi har testet nok, siger Tina Maria Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.