Debat

Aalborg som kulturby 2032 - en stærk start med plads til justering

Signe Højmark skriver som selvstændig kurator og ikke på vegne af Kunstbygningen i Vrå. ​​​​
Signe Højmark skriver som selvstændig kurator og ikke på vegne af Kunstbygningen i Vrå. ​​​​ Privatfoto

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

KULTURBY: Det er både inspirerende og ambitiøst, at Aalborg Kommune arbejder mod at blive europæisk kulturhovedstad i 2032. Og det er i sig selv meget positivt at se et open call til et programpanel - det vidner om en inkluderende og demokratisk tilgang til udviklingen af projektet.

Netop derfor håber jeg også, at man vil se nærmere på rammerne for det arbejde, panelet skal udføre.

Man søger blandt andet “Kultur- og kunstfaglig viden indenfor forskellige genrer. Herunder for eksempel viden om institutionsdrift, programlægning, projektledelse, foreningsarbejde og fundraising.”

Det lyder meget som en form for kuratorisk arbejde, baseret på viden og erfaring. Selve opgaven panelet skal foretage beskrives blandt andet som “Programpanelet skal bidrage til kvalificering og udvikling af retninger og struktur for AA32’s kulturprogram.

Herunder også hvilke projekter, der bedst rammesætter og udfolder vores ambitioner. Som medlem af panelet skal du nemlig forholde dig til alle de projektforslag, der indsendes til AA32.”

Manglende løn for fagligt arbejde

Som det er beskrevet nu, er deltagelsen i panelet ulønnet. Jeg skriver dette som én, der selv har fastansættelse i kultursektoren - og som faktisk overvejer at søge ind i panelet. Jeg er bevidst om, at panelet kommer sandsynligvis til at bestå af både selvstændige kulturaktører, kunstnere, og lønansatte i kultursektoren.

Nogle vil sikkert deltage som del af deres lønarbejde, mens de fleste kunstnere og selvstændige kulturaktører selv skal betale for deres arbejdstimer i programpanelet.

Uanset om man kommer fra “prekariatet”, for egen regning eller som ansat opfordres man til at yde en form for frivilligt arbejde, hvor man bidrager med sin faglighed, tid og ansvar.

Gennem et snart langt liv i kulturbranchen, først som udøvende kunstner, og senere som kurator og leder for en kunstinstitution, er jeg meget opmærksom på, hvor ofte selvstændige kunstnere og kulturaktører bliver bedt om at bidrage gratis.

Det er en tendens, der er værd at tage alvorligt - særligt i et projekt som dette. For i praksis er der en sammenhæng mellem løn og kvalitet. Og den kommende ansøgning om at Aalborg skal være kulturhovedstad i 2032 fortjener høj kvalitet for at komme i mål.

Ambitionerne bør hæves for programlægningen, og kan ikke forlade sig på frivilligt arbejde. Dels sender det et helt forkert signal til kulturbranchen, og dels kan man gå glip af højtkvalificerede bidrag fra fagprofessionelle.

Programpanelet sætter retningen for AA32

For panelarbejdet er ikke ubetydeligt. Det indebærer både forberedelse, gennemlæsning og kvalificeret vurdering af ansøgninger samt deltagelse i møder.

Man kan nemt forestille sig at der vil komme mange projektansøgninger ansøgninger, som programpanelet derefter skal gennemlæse, evaluere, diskutere og måske i dialog med ansøgerne om. Sådan foregår det normalt i denne type kvalificering.

Det er med andre ord et stykke reelt fagligt arbejde, som er med til at forme kvaliteten af hele kulturbyindsatsen. AA32 udsender nemlig samtidig med et Open Call for et programpanel, et andet Open Call for projekter som skal være med til at kvalificere ansøgningen om at blive kulturhovedstad.

Jeg har her i Nordjylland mange dygtige kolleger som jeg kan forestille mig, har lyst til at være en del af dette programpanel. Hvorfor ikke anerkende deres faglige indsigt som jo netop er afgørende for at kvalificere de bedste projekter?

Mulige modeller

Hvis ambitionen er at tiltrække et bredt og stærkt felt af faglige profiler til programpanelet, kan honorering være en vigtig nøgle.

For at give nogle eksempler på denne type arbejde kan man hos Billedkunstnernes Forbund se at vejledende honorarer typisk omkring 800-1000 kr. i timen for kunstnerisk arbejde og 1000-1500 kr. i timen for konsulent- og rådgivningsopgaver. Det understreger, at denne type opgave normalt betragtes som specialiseret arbejde.

En anbefaling herfra kunne være en enkel og gennemsigtig model, for eksempel:

Et fast honorar pr. møde. Honorar for forberedelsestid (fx gennemlæsning af ansøgninger). Eventuelt differentiering ift. ansvar.

Det behøver ikke være komplekst - men det sender et vigtigt signal.

EU‑ekspertrapporter påpeger behovet for fair payment codes som et middel til at understøtte professionelle bidrag i kunst og kultur.

Erfaringer fra tidligere kulturhovedstæder som Aarhus 2017 og Matera 2019 peger netop på vigtigheden af at arbejde professionelt med både organisering og honorering af faglige bidrag.

Der er god grund til at lære af disse erfaringer - ikke mindst sammenhængen mellem professionalitet, klare rammer og det kunstneriske og organisatoriske niveau, som i sidste ende er afgørende for projektets succes.

Aalborg har her en rigtig god mulighed for at bygge videre på en allerede stærk og åben proces - og samtidig sikre de bedst mulige rammer for dem, der skal bidrage til indholdet.

Jeg håber, man vil tage det med i de videre overvejelser. For potentialet er stort - og det fortjener de bedste forudsætninger.

Jeg er nysgerrig på, hvordan andre i kulturfeltet ser på dette - og hvilke erfaringer I har med lignende processer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden