Mange meldinger om tyveri - politiet har fået én anmeldelse
Det straffes som tyveri, hvis man tager vraggods med hjem fra stranden
Opdateret kl. 19:41
Opdateret med nye tal fra Nordjyllands Politi, da de onsdag eftermiddag har modtaget én anmeldelse.
Selvom der lige nu ligger flere tons af forskellige ting - fra de 46 tabte Mærsk-containere - langs de nordjyske strande, så er det en meget dum idé at tage nogle af tingene.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Ole Buus.
- Det er en meget dum idé. Det er at sidestille med tyveri, og får vi kendskab til personer, der har taget noget på stranden, eller standser vi nogle i området, så bliver man sigtet for tyveri, siger han.
Siden lørdag er der drevet ind med blandt andet køleskabe, sko og poser med hospitalsudstyr og puder til børn, dele til kompressorer, stole og fletkurve.
Men det er altså ikke "julegaver," fastslår Nordjyllands Politi.
Politiet holder opsyn
Tidligere er det kommet frem, at flere personer skulle være politianmeldt for at tage ting fra stranden, men det afviser vagtchefen.
- Vi har aktuelt ingen anmeldelser om tyveri fra strandene, men vi er opmærksomme, hvis vi får det. Det er altså alvorligt, hvis man tager vraggodset, siger Ole Buus ved middagstid.
Onsdag eftermiddag er der dog kommet én anmeldelse af tyveri fra stranden, som Nordjyllands Politi nu er ved a t undersøge.
Strandfoged ved Blokhus, Thomas Duurloo, fortæller, at han - i stedet for at politianmelde strandgæster med ting under armen - har haft fokus på at få tingene hurtigt væk fra stranden.
- Jeg har bedt politiet om at køre patrulje i området, da vi så nogle personer køre rundt med trailer, siger han.
Bliver man taget med vraggods, går strafferammen op til halvandet års fængsel. Meget tyveri straffes dog med bøde samt en plet på straffeattesten.
Ole Buus fortæller, at selvom politiet ikke har noget at gøre med oprydningen, så holder man opsyn og kører i området - netop for at forhindre tyveri.
Det er strandfogederne langs Jammerbugt, der står for oprydningen - i dette tilfælde får de assistance fra Mærsk, der har lovet at betale for leje af maskiner.
Thomas Duurloo fortæller onsdag eftermiddag, at det arbejde går over al forventning.
Der er dog ikke et overblik over, hvor lang tid oprydningen vil tage.
- Mange frivillige har hjulpet til og samlet affaldet i bunker langs stranden, så det har været en kæmpe hjælp, som vi sætter stor pris på, siger han.
Der er fundet vraggods fra Bulbjerg og op til Grenens nordspids.
Mærsk har også hyret et bjærgningsfartøj, der leder efter de tabte containere til vands. Indtil videre er der lykkedes af finde fire af de 46 tabte containere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.