Sygehuse

Advarsel: Flere smittede vil presse nordjyske intensivafdelinger

Hvis langsom genåbning af Danmark øger antallet af coronasmittede, står også nordjyske sygehuse med stor udfordring

Nordjyske sygehuse vil komme til at mangle sygeplejersker på de intensive afdelinger, hvis antallet af coronapatienter stiger. Det viser aktindsigt, som DR Nyheder har fået. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Nordjyske sygehuse vil komme til at mangle sygeplejersker på de intensive afdelinger, hvis antallet af coronapatienter stiger. Det viser aktindsigt, som DR Nyheder har fået. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier

Opdateret kl. 09:10

Hvis antallet af danske coronapatienter giver sig til at stige, har de nordjyske sygehuse ikke sygeplejersker nok til at løse opgaverne på intensivafdelingerne.

Det skriver DR

DR Nyheder har fået aktindsigt i det forventede behov for sygeplejersker til intensivbehandling, som landets fem regioner selv har indberettet til Sundhedsstyrelsen.

Aktindsigten viser, at den verdensomspændende pandemi lige nu ikke har givet nær så mange indlagte, som først forventet.

Men den situation kan hurtigt forandres, hvis smittespredningen øges og ender med at følge den oprindelige prognose fra Sundhedsstyrelsen. I værste fald vil det betyde, at tre danske regioner - blandt dem Region Nordjylland - kommer til at mangle op til 1300 sygeplejersker, som kan løse opgaverne blandt de indlagte på intensivafdelingerne.

Ifølge DR Nyheder viser Sundhedsstyrelsens prognose fra 23. marts, at antallet af smittede med corona ventes at toppe i ugen efter påske.

Her vil der ifølge den oprindelige prognose være behov for godt 5600 sygeplejersker til at varetage intensivpatienter i alle fem danske regioner.

Derfor har DR Nyheder også spurgt regionerne, hvor mange sygeplejersker man har ansat på landets intensivafdelinger. Tre regioner har svaret fyldestgørende.

Sammenlagt har Region Hovedstaden, Syddanmark og Nordjylland indberettet et behov for cirka 3500 intensivsygeplejersker. Men der er kun ansat 2200 uddannede intensivsygeplejersker og anæstesisygeplejersker, der relativt let kan opkvalificeres.

Resten skal findes ved at oplære sygeplejersker fra andre specialer samt studerende.

Joachim Hoffmann-Petersen, formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin, har siden corona-epidemiens begyndelse advaret om mangel på intensivsygeplejersker.

- Noget af det første, vi vil løbe tør for, er sygeplejersker. Vi vil komme til at løbe tør for intensivsygeplejersker, før vi løber tør for respiratorer. Derfor er det afgørende, at vi får oplært fra andre faggrupper til intensiv pleje, fortæller han til DR.

Overlæge: For tidligt vi taler om at genåbne Danmark

Joachim Hoffmann-Petersen, der udover at være formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin også er overlæge ved intensivafdelingen på Svendborg Sygehus, understreger, at de er fire uger bagud på intensivafdelingerne.

Han forstår derfor ikke, at statsminister Mette Frederiksen allerede nu er begyndt at tale om en delvis genåbning af samfundet efter påske.

- Det tager cirka en uge at blive syg, efter man er blevet smittet. Så tager det en uge, før man bliver kritisk syg, og så skal vi have folk liggende et par uger i respirator. Så fra man ophører med at smitte, og til at vi kan se det, går der altså fire uger. Så for os er det lidt tidligt at begynde at tale om at lukke op.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden