Ældrepleje

Ældrepleje i forfald. Bente viser vejen ud af kaos

Ofte tales der mangel på ressourcer, når det gælder dårlige forhold for ældre på plejehjemmene. Men plejehjemsleder Bente Ottesens indsats viser, at det først og fremmest handler om at få styr på kulturen

Jens Peter Svarrer
Jens Peter Svarrer

Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:51

Beretninger om kritisable forhold for ældre på plejehjem popper op med jævne mellemrum.

Selv om det ikke er hver måned eller hver anden, det sker, er det alligevel alt for ofte. For nedværdigende behandling eller så mangelfuld pleje, at der er risiko for beboernes helbred, bør naturligvis aldrig finde sted, når der er tale om mennesker, der om nogen har hjælp behov.

Et af de seneste eksempler er desværre her fra Nordjylland. Nærmere bestemt plejecentret Margrethelund i Brønderslev. Nordjyske har gennem flere artikler beskrevet forholdene, som Styrelsen for Patientsikkerhed har karakteriseret som så dårlige, at der er tale om ”kritiske problemer for patientsikkerheden”.

Den kritik er yderst alvorlig, hvad Brønderslev Kommune har erkendt. Og der er sat tiltag i gang for at få ændret forholdene.

Denne leder handler ikke om at give kritikken endnu en stemme, men derimod at kigge fremad og pege på, hvad der er af muligheder for at undgå gentagelser og gøre plejehjemmene til netop velfungerende hjem for ældre medborgere, der har brug for omsorg og tryghed og rette behandling i den sidste tid af deres liv.

Og her er det også værd at rette blikket mod Brønderslev Kommune - nærmere bestemt plejehjemsleder Bente Ottesen, der nu er indsat som konstitueret leder på Margrethelund.

For Bente Ottesen har en forhistorie. En positiv en af slagsen. Og hendes erfaringer tyder på at være yderst brugbare, når det gælder om at drive et plejehjem til gavn for de ældre.

For få år siden blev Bente Ottesen som beskrevet i Nordjyske ansat som leder på plejecentret Stengården i Hjallerup. Hjemmet var præget af dårligt arbejdsmiljø og højt sygefravær, hvad der næppe har været til gavn for plejen af beboerne.

Bente Ottesen tog helt fra bunden fat på at skabe forandring. Hun ryddede i bogstavelig forstand op og organiserede tingene på ny. Hun var til stede både tidligt og sent. Hun satte fokus på kerneopgaven, og medarbejderne fik udarbejdet personprofiler, så de kendte hinandens styrker og svagheder. Hendes dør stod åben, og hendes dialog med medarbejderne var ærlig, så ”skyllerumssnakken” forstummede. Hun satte en ambition om, at Stengården skulle være landets bedste arbejdsplads og plejecenter. Intet mindre.

Tesen var enkel: Nærværende og synlig ledelse med klare krav skulle løfte arbejdsglæde og arbejdsmiljø, og det skulle smitte af på plejen af de ældre.

- Når medarbejderne trives, så trives beboerne også, lyder hendes konklusion.

Og missionen lykkedes: Sygefraværet faldt til det rene ingenting, og der blev stillet og roligt skiftet ud i medarbejderstaben, så det var dem, der ville og kunne være en del af holdet, der blev tilbage.

Erfaringerne fra Stengården er yderst interessante. Ofte bliver der talt om manglende ressourcer i form af flere penge og hænder, når ældreplejen skal styrkes. Ofte er de manglende ressourcer begrundelsen for de kritisable forhold.

Men Bente Ottesens forandringsledelse har demonstreret, at det er kulturen på arbejdspladsen - tilgangen til ledelse og fag og synet på kolleger og ældre - der er det helt centrale at få hold på, når det handler om at skabe velfungerende plejehjem.

Det er ikke videnskab. Men dermed ikke sagt, at det er let. Kulturforandringer er noget af det vanskeligste, der findes på en arbejdsplads, og det kræver en skarp strategi, klare mål, mod og ikke mindst vedholdenhed at gennemføre dem. Men Bente Ottesens tilgang og resultater viser, det kan lade sig gøre.

Vi håber, det lykkes på Margrethelund - og inden for ældreplejen burde det inspirere langt ud over Brønderslevs og Nordjyllands grænser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden