Spoileralert: Så mange nordjyder får ødelagt deres yndlingsserie

Mange nordjyder bliver ramt af enhver serie-seers store frygt

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Bare rolig. Vi kunne selvfølgelig aldrig finde på at afsløre slutningen på den serie, du bruger dine aftener i sofaen på lige for tiden.

Men nåede du at finde ud af, hvem Kastanjemanden var, før du selv havde set serien færdig eller har nogen fortalt dig, hvem der overlever og ender med milliarderne i Squid Game, selvom du kun er nået til afsnit to, så er du altså ikke alene.

Det skriver Telmore i en pressemeddelelse. Teleselskabet har fået lavet en befolkningsundersøgelse, der viser, at hele 40 procent af de streamende nordjyder har fået afsløret - eller på mere moderne dansk: spoilet - handlingen af film eller serier, før de selv nåede at se dem færdige. På landsplan er 39 procent blevet ramt af enhver serieforbrugers frygt.

Samme undersøgelse viser, at 29 procent af nordjyderne mener, at de selv har spoilet for andre. På landsplan har 28 procent gjort det.

- Vi taler om en reel spoilerkultur, der har vokset sig stor i den digitale virkelighed. Dagene, hvor alle så det samme program på samme tidspunkt, er ovre. Nu streamer vi i stedet – når og hvor som helst, det passer os. Derfor ser vi sjældent de samme serier og endnu sjældnere, ser vi dem samtidigt. Alligevel er de et populært samtaleemne blandt venner, familie og kollegaer, og det skaber altså gode vilkår for spoilers, siger Carsten Løvenkrands, der er Product Owner & Product Manager hos Telmore.

Han har tre råd til at undgå ufrivillig forløsning af serie-spændingen:

- Sig fra, hvis en samtale om serier med din ven, kollega eller familie tager en uønsket drejning – de kan ikke vide, at du ikke er helt up-to-date på de nyeste afsnit af din yndlingsserie.

- Hold dig langt væk fra sociale medier og filmsider som IMDB og Rotten Tomatoes, indtil du har set det nyeste afsnit. Det kan være svært, men det er den sikreste måde.

- Installér et program eller en app, der fjerner opdateringer om serier, du ser, fra dit nyhedsfeed. Der findes blandt andet flere udvidelsespakker til Google Chrome, der kan hjælpe dig på vej.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.