Albumaktuelle Hjalte Ross jagter ikke det næste hit. Han jagter noget større

Gennem samtlige 14 minutter og 19 sekunder sidder Hjalte Ross stille og en anelse foroverbøjet på en stol, der er placeret midt på en dunkel scene – med benene over kors og guitaren hvilende på skødet. Når han nærmer sig mikrofonen, lukker han øjnene og synger linjer som:

Falling, becoming my way / Falling, I have to pay / But I’m citified I couldn’t sleep that night / And someday it could be fine / To leave it behind

Hjalte Ross, hans facon og hans tekster skiller sig ud og tiltrækker nysgerrighed og opmærksomhed. For hvem er han, denne 23-årige mand fra Sebbersund med bakkenbarter, lukkede øjne og en mørk, rislende vokal?

Magasinet Vice har kaldt ham håbet for dansk akustisk musik, anmelderne er begejstrede, og Kashmir-frontmanden, Kasper Eistrup, har – af eget initiativ – udarbejdet coveret til Ross’ to’er, der udkom i november.

En plade, hvor John Wood – tidligere producer for blandt andre Pink Floyd – har haft en afgørende finger med i spillet, som det også var tilfældet på debuten.

Og en plade, som i øvrigt blev finpudset i et fyrtårn i det nordlige Norge, hvor Ross som en anden Justin Vernon isolerede sig i ti dage med udsigt til fjelde, bølger og nordlys.

Musik

Hjalte Ross er forelsket – det klæder ham

Hjalte Ross er en figur, der kalder på en forklaring.

NORDJYSKE besøgte derfor singer-songwriteren fra Sebbersund, der er født få år før årtusindeskiftet, men lyder som 60’erne og 70’ernes Nick Drake.

Bølger gennem livet

Hjalte Ross tager imod med et forsigtigt smil i hjemmet i Aalborgs ø-gader, hvor han bor med sin kæreste, som han mødte i gymnasietiden på Aalborg Katedralskole. Opgangen er 60’er-trashet, men lejligheden er nærmest magelig: 84 kvadratmeter med plankegulve, høje, hvide vægge og udsigt til både Markuskirken og Østre Anlæg.

Han giver en kort rundvisning, før vi slår os ned i stuen, hvor fire guitarer hænger side om side på væggen, og testpresset fra hans nye plade, ”Waves of Haste”, står på reolen.

Albummet er netop udkommet på streamingtjenesterne, men de færdige vinyleksemplarer er forsinket fra trykkeriet i Tyskland.

- Det er virkelig ærgerligt. Jeg elsker at stå med et analogt produkt i hånden. Men de er på vej, fortæller han.

”Waves of Haste” er indspillet i Dreamland Studio ved Nibe, og udover Pink Floyd-produceren John Wood medvirker folk som amerikaneren Daniel Goodwin, der har mixet for blandt andre indiebandet Whitney, og den svenske altmuligmusiker Gustaf Ljunggren, der er kendt for sit samarbejde med C.V. Jørgensen.

Goodwin mødte Ross på en inspirationstur til New York i foråret 2019, hvor han lagde de første brikker til opfølgeren til debutalbummet, som udkom i 2018.

Musik

21-årig nordjyde fik kendt britisk producer til at hjælpe med debutalbum

En opfølger, hvor titlen og titelnummerets lyrik fortæller albummets store historie:

We are hoping for more / Though we do not know what for / An end is absurd / Eternity even more / So, when?

- Man rider på forskellige bølger gennem livet, men nogle misser man. Lidt ligesom når man surfer. Bølgerne fører en et bestemt sted hen, og man kan ikke altid selv styre kursen, forklarer Hjalte Ross om tematikken på ”Waves of Haste”.

Ord og refleksioner, der kommer fra en mand, som gik ud af gymnasiet for tre år siden.

- Jeg ved godt, at det kan lyde lidt komisk, når man tænker på, at jeg kun er 23, tilføjer han forsigtigt.

Uden at tage vægten af sine ord.

HJALTE ROSS' BAND

Vokal og akustisk guitar: Hjalte Ross

El-guitar: Andreas Westmark

El-guitar, althorn og orgel: Oskar Krusell

Trommer: Simon Mariegaard

Bas: Mads Lang

Piano og cello: Astrid Matthesen

Andre musikere medvirker dog også på "Waves of Haste". Deriblandt strygerensemblet Who Killed Bambi, der har arbejdet sammen med navne som Oh Land, Søren Huss og Teitur.

- Jeg bryder mig ikke om at prøve at redde stumperne

I øjeblikket rider hovedpersonen selv på en bølge af anerkendelse. Anmelderne har taget godt imod det nye udspil, som udelukkende er indspillet på analoge instrumenter – og live i studiet.

- Ellers skulle jeg spille efter metronom, lyder det nærmest anklagende fra musikeren, som om det ville være snyd at spille efter et digitalt apparat, der ved hjælp af en bippende lyd angiver tempoet i musikken fuldstændig præcist.

Og det ville det på mange måder også. I hvert fald for Hjalte Ross.

- Jeg bruger heller ikke computeren som middel til at skrive musik. Jeg bruger den til at optage demoer, men jeg producerer mig ikke frem til sangene. Det er mig og min guitar, der er bunden, siger han og fortsætter:

- Jeg er heller ikke sådan en, der skriver 20 sange og vælger de ti bedste ud. Jeg har aldrig skrevet en sang, jeg ikke har udgivet. Hvis jeg ikke har den rigtige fornemmelse fra begyndelsen, stopper jeg.

- Nogle har en tendens til hele tiden at omarrangere og pille ved den gode melodi, hvor jeg tænker: Der var snerten af en god sang, men det var åbenbart ikke nok. Det er ærgerligt. Jeg forsøger at stå ved det, der først kommer til mig, når jeg skriver min musik. Jeg bryder mig ikke om at prøve at redde stumperne, siger han.

Nøgent og nøgternt

Når man lytter til Ross’ hviskende vokal – og hele lyden på både ”Embody” og ”Waste of Haste” – forstår man, hvad han mener: Sangene har noget nøgent og nøgternt, noget umiddelbart og urørt over sig. De er ikke redigeret i stykker. Ross låner fra inspirationskilderne, som også præger både bog- og pladereolen i stuen – Nick Drake, Nick Cave, Bob Dylan, David Bowie, Neil Young og så videre – og han eksperimenterer med ukurante tunings på guitaren og synger med jævne mellemrum og ubevidst ved siden af tonerne.

Men i netop Ross’ tilfælde er det sådan set ligegyldigt.

Og så er sangene renset for gimmicks, som hovedpersonen selv udtrykker det. Han gider ikke musikalske elementer og virkemidler, der har som eneste formål ”at være iørefaldende”.

- Musik skal ikke være noget, der skriger på opmærksomhed. Det er ikke meningen.

Det gør han i øvrigt heller ikke selv, Hjalte Ross. Skriger på opmærksomhed.

Når han taler, foregår det med lav volumen, lange pauser og mørk og langsom stemmeføring. Og når han en sjælden gang griner, er det med en vis form for tilbageholdenhed i kølvandet, så grinet ikke når helt ud i rummet.

Hjalte Ross gør ikke meget væsen af sig.

Tilbage til kompromisløsheden

Det er ikke, fordi han mangler selvtillid. Han er bare meget bevidst om at lade musikken tale, forklarer han.

- Den første plade blev vellykket, fordi det hele kun handlede om musikken, og det er der noget smukt over. Men det var, som om jeg kort mistede jordforbindelsen efter udgivelsen, fordi jeg blev fristet fra flere sider.

- Jeg skulle kæmpe for at komme tilbage til det kompromisløse, og det er nok, fordi jeg ikke vil ende i en eller anden cyklus, hvor det bare handler om at få airplay på den og den radiokanal og blive booket til den og den festival, siger Hjalte Ross og fortsætter:

- Jeg er glad for den nye plade, for jeg føler ikke, at jeg på noget tidspunkt er gået på kompromis. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke gør noget for at opnå specifikke mål – udover værket i sig selv.

Er musikbranchen anno 2020 bygget på stereotyper og skabeloner?

- Ja, på mange områder. Jeg tænker tit, at det er underligt, at man kan være så inspireret af det, naboen lavede i går, når vi lever i en digital verden, hvor man kan finde inspiration fra hele verden – og langt tilbage i tiden.

- Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men min fornemmelse er, at mange gerne vil være musikere fremfor bare at lave musik. Det handler mere om at spytte EP’er og singler ud på de rigtige tidspunkter for at opnå et eller andet bestemt mål – i stedet for bare at koncentrere sig om at lave noget musik, man synes er fedt.

Hvorfor betyder det så meget for dig? Er du bange for selv at ryge i fælden?

- Ja, på en måde. Hvis jeg først bukker under og går på kompromis, er jeg bange for, at jeg mister interessen for musikken. Og det er det sidste, jeg vil. Hvis jeg ikke kan gøre det på min egen måde, brænder jeg hurtigt mit krudt af. Så simpelt er det.

Hvem er han?

På skrift lyder Hjalte Ross mere hellig, end han gør face to face. Hans fremtoning er forsigtig, uskyldig og indimellem nærmest undskyldende, når det lykkes at grave et par holdninger frem hos den albumaktuelle musiker.

I videoerne og på billederne og sangene – ja, i hele den fortælling, der kredser om Hjalte Ross – er hans aura derimod omgærdet af en gådefuld mystik, som blandt andet foldes ud i musikvideoen til nummeret ”Adrenaline”.

Støvede farver og slørede billeder præger videoen, hvor Hjalte Ross bevæger sig uskyldigt rundt i et sø- og skovlandskab og åbner med linjerne:

Get away, I want to get away / From these old frames / And you

Apropos hans pointe om at bryde de vante rammer.

Når man ser videoen, får man instinktivt lyst til at vide mere og igen stille spørgsmålet: Hvem er den her 23-årige mand, der opsøger en tidligere Pink Floyd-producer og barrikaderer sig på en nordnorsk ø i kreativitetens tjeneste?

Han spiller – bevidst eller ubevidst – på mystikken.

Men her kommer paradokset: Overfor mig – i en tyndslidt, lysebrun lædersofa – sidder en ung og introvert mand fra Sebbersund, der egentlig bare gerne vil lave musik. Og som i øvrigt befinder sig ganske godt i kontrol, trygge rammer og H2O-klipklapper, som han tøffer rundt i denne grå tirsdag eftermiddag.

Ikke nogen mission impossible

Vi drikker saftevand og spiser basser fra Brugsen, mens Hjalte Ross fortæller.

- Der er mange, der dyrker stereotyperne: Alternative rockmusikere er åbenbart sådan nogle, der sidder i kældre og ryger joints, og elektroniske musikere sidder og producerer på deres Mac-computere hele dagen.

- Det har jeg aldrig rigtigt forstået. Jeg ville ikke kunne leve i den der stereotype forestilling, hvor man jagter anerkendelsen og det store hit, siger han.

Faktisk bliver han lidt provokeret af ideen om, at man skal følge bestemte skabeloner, hvis man vil have succes. For eksempel når det gælder noget så fjollet som ens postnummer.

- Jeg bliver tit spurgt: Hvorfor bor du i Aalborg? Og hvordan kan du ikke bo i København? Det er, som om jeg nærmest skal undskylde og forsvare, at jeg er blevet i Nordjylland. Men lige nu er jeg, hvor jeg skal være, siger Hjalte Ross og tilføjer:

- Det er en ærgerlig indstilling, fordi den bygger på en forestilling om, at man skal bo i hovedstaden, hvis man vil være kunstner. Og det kan jeg godt lide at kæmpe lidt imod, siger han efterfulgt af et halvt grin og et skævt smil.

Musik

Nordjysk sangskriver: - Hvis min kæreste og jeg bliver uvenner, går hun en tur - jeg skriver en sang om, hvor træls hun er

Men provokationen gælder også på et større plan – i forhold til hvordan hele musikbranchen hænger sammen.

- Nogle gange virker det, som om musikbranchen er en stige, man skal klatre op ad, og det er vigtigt, at man gør det trin for trin på den rigtige måde. Man skal spille i Byhaven på Pumpehuset, så skal man interviewes af det og det medie, og så skal man spille på den og den festival.

- Det er, som om der kun er én vej frem. Man kan ikke bare være til i musikbranchen. Man skal etablere sig i et eller andet konstrueret hierarki og placeres på en rangliste, og lige nu ligger Minds of 99 i toppen. Det er ikke kunstnernes skyld – det er bare sådan, det fungerer. Men det er ærgerligt, fordi det er med til at bestemme, hvordan de udøvende arbejder, og for mange kunstnere er det fristende at lade sig styre af tidens tern, siger Hjalte Ross og tilføjer:

- Hele den model vil jeg gerne kæmpe imod.

Er der overhovedet plads til at være original i musikbranchen, hvis man gerne vil nå bredt ud?

- Ja, det tror jeg. Jeg har ikke en følelse af, at jeg er ude på en eller anden håbløs mission impossible. Hvis jeg derimod begynder at sætte konkrete mål for min karriere, sætter jeg også rammerne for, hvordan jeg vil lave musik, og hvilken musik jeg vil lave. Der vil jeg ikke hen. Jeg bliver nødt til at være ærlig, intuitiv, kompromisløs. Ellers kan jeg ikke være det.