Aldi lukker i Danmark - disse nordjyske butikker overtages

Efter årtier med underskud opgiver Aldi i Danmark - Rema 1000 overtager 114 af butikkerne

Aldi opgiver at drive en rentabel forretning i Danmark efter godt 40 års forsøg. <i>Foto: Daniel Bockwoldt/AP/Ritzau Scanpix</i>

Aldi opgiver at drive en rentabel forretning i Danmark efter godt 40 års forsøg. Foto: Daniel Bockwoldt/AP/Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND:Den tyske Aldi-koncern har opgivet at gøre deres dagligvarebutikker i Danmark til en god forretning.

Ifølge en pressemeddelelse fredag har Aldi besluttet at trække sig fra det danske marked. Den tyske kæde har indgået en aftale med Rema 1000 Danmark, der køber 114 af Aldi Danmarks 188 butikker. Resten af Aldi-butikkerne lukker eller sælges i løbet af 2023.

Ikke alle 114 Aldi-butikker vil blive til en Rema 1000. Nogle vil blive solgt videre, oplyser Rema 1000.

Overtagelsen er i øvrigt betinget af de danske konkurrence-myndigheders godkendelse.

19 nordjyske Aldi-butikker overtages

I Nordjylland er der 29 Aldi-butikker - blandt dem to i Hjørring, hvor der så sent som i denne uge var åbningsfest for en helt ny forretning.

19 af de 29 nordjyske Aldi-butikker overtages af Rema 1000 - men ikke de to i Hjørring. I forvejen er der tre Rema 1000-butikker i Hjørring.

Disse nordjyske Aldi-butikker overtages

Rema 1000 overtager 114 Aldi-butikker i Danmark, heraf 19 i Nordjylland:

  • Aalborg, Dannebrogsgade 58
  • Aabybro, Vestergade 2

  • Blokhus, Stenmarksvej 1
  • Brønderslev, Østergade 38
  • Farsø, Holmevej 3
  • Frederikshavn, Gl. Skagensvej 101
  • Frederikshavn, Gærumsvej 35
  • Hadsund, Broparken 2
  • Hals, Midtergade 23
  • Hanstholm, Bytorvet 57
  • Hirtshals, Nørregade 18
  • Hobro, Banegårdsvej 4
  • Løgstør, Limfjordsvej 2
  • Nørresundby, Hjørringvej 56
  • Nørresundby, Viaduktvej 7-9
  • Skagen, Chr. X's Vej 12
  • Støvring, Hobrovej 56
  • Sæby, Sophus Falksvej 4
  • Thisted, Simons Bakke 70-74

Kilde: Rema 1000

Aldi Danmark åbnede sin første butik i 1977 og var den første discountkæde i Danmark. 

1200 job forsvinder

I dag er der 188 Aldi-butikker over hele landet, som beskæftiger ca. 2800 medarbejdere. 

Ca. 1600 af dem fortsætter hos Rema 1000, ifølge pressemeddelelsen.

Før købet af de 114 Aldi-butikker havde Rema 1000-kæden 362 butikker i Danmark.

- Nødvendig beslutning

- Efter nøje gennemgang af aktiviteterne i alle markeder har Aldi Nord truffet en vanskelig, men nødvendig strategisk beslutning om at forlade det danske marked, udtaler Finn Tang, adm. direktør i Aldi Danmark, i pressemeddelelsen. Han tilføjer:

- Det er en beklagelig beslutning for mange af vores loyale og dygtige medarbejdere, som udgør rygraden i Aldis danske forretning: Vi vil gøre vores yderste for at sikre dem den bedst tænkelige fremtid, forsikrer han.

De 114 Aldi-butikker, som er overtages, vil forblive åbne indtil overgangen til Rema 1000 Danmark. Betinget af udfaldet af godkendelsesprocessen forventer Rema 1000 at konvertere og genåbne størstedelen af Aldi-butikkerne under Rema 1000-brandet. 

Har tabt milliarder i Danmark

Et antal Aldi-butikker, der ikke overtages af Rema 1000, forbliver åbne og ventes at blive solgt til andre aktører. De resterende butikker vil blive lukket ved udgangen af januar 2023, og hovedkontorfunktionerne i Danmark afvikles i løbet af året. 

Ifølge erhvervsmediet Finans.dk kom Aldi ud af regnskabsåret 2021 med et underskud på 393 millioner kroner, og set over de seneste 10 år har den tyske dagligvarekoncern tabt godt tre milliarder kroner på deres danske butikker.

Forbrugere, der savner tysk sortiment i dagligvarer, kan stadig finde det i den tyske Lidl-kæde, påpeger ekspert. <i>Arkivfoto: Kurt Bering</i>

Forbrugere, der savner tysk sortiment i dagligvarer, kan stadig finde det i den tyske Lidl-kæde, påpeger ekspert. Arkivfoto: Kurt Bering

Den anden tyske kæde

To detailhandelseksperter mener ikke, at lukningen af Aldi-kæden får den helt store betydning for forbrugerne:

- Jeg har svært ved at se, at den danske forbruger står over for et tab her. Hvis man godt kan lide et tysk sortiment, så kan man jo gå i Lidl, siger Henning Bahr, administrerende direktør i konsulentvirksomheden Retail Institute Scandinavia, til Ritzau.

Bider Netto i haserne

Bruno Christensen, der har fulgt detailhandlen i mange år, mener heller ikke, at Aldis stop i Danmark vil ændre meget for forbrugerne.

Netto har p.t. den største markedsandel blandt discountbutikker i dagligvarebranchen herhjemme. <i>Arkivfoto: Michael Koch</i>

Netto har p.t. den største markedsandel blandt discountbutikker i dagligvarebranchen herhjemme. Arkivfoto: Michael Koch

Han vurderer, at de mange nye Rema 1000-butikker kan blive en udfordring for Netto, der er den største discountkæde herhjemme med en markedsandel på 15,5 procent. Netto har over 500 butikker i Danmark.

Rema 1000 står, ifølge Retail Institute Scandinavia, for 14,8 procent af dagligvaremarkedet.

De største koncerner

De største dagligvarekoncerner er Coop og Salling Group, der har markedsandele på henholdsvis 30,9 og 35 procent. Coop står blandt andet bag Kvickly, Fakta, SuperBrugsen og 365discount, mens Salling Group har Bilka, Føtex og Netto.

Læs også:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.