Alle har brug for en jævnlig dosis Pippi
TEATER
Astrid Lindgren: Pippi Langstrømpe
Aalborg Teater, Store Scene
Man kan anlægge mange betragtninger over verdens tilstand og blive i rigtig dårligt humør. Tænke, at det hele ville blive bedre, hvis alle verdens Pippi'er fik lov til at bestemme i stedet for voksne med gustne overlæg, mangel på humor og alt for meget hang til at ville bestemme over andre.
Så kan det være en god idé at gå i teateret den dag, hvor salen er fyldt med begejstrede og glade børn. De råber og griner og lever helhjetet med i løjerne på scenen, og selv om Pippi Langstrømpe er blevet 80 år og helt klart er fra en anden tid, hvor børn blev mødt med krav om bordskik og andre uforståelige regler om god opførsel - så forstår nutidens børn ganske udmærket, hvad der er på spil såvel for Pippi som for Tommy og Annika.
Og nutidens børn holder heller ikke med de voksne. På ingen måde.
Pippi er mange menneskers store helt. Hun får noget positivt ud af alting og finder med ukuelig optimisme altid en løsning. For børn, der drømmer stort og måske ikke er helt ligesom de andre, er hun et stærkt billede på, at det er i orden at være anderledes.
Årets børneforestilling på Aalborg Teater er i øjenhøjde med sit publikum og rammer pletten rent. Og de voksne ledsagere må også overgive sig til den veloplagte ekspresudgave af den elskede fortælling om verdens stærkeste pige, der med hjertet på rette sted forstår, at regler for reglernes skyld ikke giver mening.
Især når de små tilskuere, der heller ikke ved, hvordan man - måske - skal opføre sig i teateret. At man skal sidde andægtigt på sin plads, lytte og iagttage, i stedet for at gå i direkte clinch med skuespillerne og handlingen.
Her må man gerne forstyrre – ja, det er faktisk meningen med det hele. Og det virker her, i en underholdende og farvestrålende scenografi, der ligner en tegneserie, og kostumer, der også ligner noget fra skitsebogen.
Alt er meget overdrevet og tydeligt, og ingen behøver sidde med en følelse af, at der skal tænkes dybt – selvom det også er ganske indlysende, at der er mange temaer og følelser på spil, og ting, man kan tænke over og snakke om. Skuespillerne lever fuldt ud op til forestillingens muntre image og springer badut, hænger i snore og kaster med pandekager, så det er en lyst.
Det unge publikum er aldrig et øjeblik i tvivl om, hvad der foregår, og det er også meget tydeligt, hvem der er skurke (de voksne) og hvem der er helte (Pippi og hendes venner).
At Prysselusken forsøger at snige sig ind i varmen og - forgæves - bager på Pippis far, er en lille munter krølle på historien, der antyder, at der inde i (nogle) voksne måske, trods alt, gemmer sig et barn eller en barnlig sjæl, der gerne vil ud.
Det kan man så tage med ud i virkeligheden som en lille flamme af håb i strenge tider. Og holde fast i, at hvis man er meget stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød mod andre. Jeg tror, der er nogen i magtfulde positioner, der har fået alt for lidt Pippi.
- Forfatter: Astrid Lindgren
- Scenebearbejdelse: Jonna Nordenskiöld
- Scenograf: Ditte Marie Tygesen
- Medvirkende: Ida Mia Appel, Jørgen W. Larsen, Steffen Berenthz, Østen Borre Simonsen, Patrick A. Hansen, Amanda Bøgestrøm Isaksen, Lærke Huniche
- Aalborg Teater, Store Scene
- Spiller indtil 29. marts
- Anbefales fra fire år.
De bør huske på, at alle kan lære noget af et barn, og at det er bedre at være ensom end at være i dårligt selskab. At det er godt at have en kuffert fuld af penge, men det er endnu bedre at have et hjerte fuldt af kærlighed.
Åh jo, verden kunne være et bedre sted, hvis alle jævnligt fik en solid dosis Pippi. Og dét får man på Aalborg Teater.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.