Kriminalitet

It-svindlere har travlt: Ældre hopper på den

- Der er desværre stadig alt for mange, der bliver snydt, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V)

It-svindlere får stadig alt for mange ældre borgere til at gå i deres fælder.
It-svindlere får stadig alt for mange ældre borgere til at gå i deres fælder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:20

NORDJYLLAND:  De fleste gør ingenting - højst sletter de beskeden. 

Men omkring en procent af de hundredetusinde danskere, der får enten en fup-mail eller sms, gør noget. De bliver snydt af de oftest ganske professionelle udseende såkaldte phishing-beskeder, hvor ukendte bagmænd forsøger at lokke personlige oplysninger ud af ofrene. 

Bagmændene - en stor del af dem opererer fra fjerne lande - vil gerne have fingrene i kodeord, betalingskortsoplysninger eller MitID-oplysninger. Får de først dem, er det nemlig nemt at overføre penge til egen konto, og for mange har det været en både dyr og ubehagelig oplevelse. 

I 2022 var over halvdelen af danskerne - 57 procent - udsat for digitale tyveri-forsøg. Det viser undersøgelsen Danskernes informationssikkerhed - lavet af Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner.  Tallet er dog heldigvis faldende - i 2021 var det nemlig 64 procent, der havde oplevet et phishing-forsøg.

Minister for ligestilling Marie Bjerre (V) fortsætter de næste uger forhandlingerne om en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- It-sikkerhed og svindel er et stort problem og et fokusområde for mig.  Jeg er glad for, at det går den rigtige vej. Der er heldigvis færre, der rent faktisk bliver snydt. Men stadig er det alt for mange, der bliver snydt, siger digitaliseringsminister, Marie Bjerre (V) til Nordjyske. 

Myndighederne har gennem flere år forsøgt blandt andet med oplysningskampagner at fortælle om de mange svindel-beskeder, der sendes ud. Men undersøgelsen fortæller også, at kampagnerne langt fra er i mål - 18 procent ved nemlig ikke, at de banker og myndigheder aldrig uopfordret beder om ens personlige oplysninger. 

- Vi vil selvfølgelig blive ved med at lave oplysning. For nok kan man gøre meget for at beskytte systemerne, men det er også nødvendigt med digital dannelse og viden om hvordan man begår sig, siger Marie Bjerre. 

Undersøgelsen har også spurgt deltagerne om de har oplevet svindel i forbindelse med handel på nettet. Her svarer 13 procent ja, og i knapt hver fjerde tilfælde endte det med, at køberne blev snydt og aldrig fik varen. En del er blevet snydt på den blå avis og gul og gratis, men andre er blevet snydt på hjemmesider, der ligner en rigtig net-butik, men i virkeligheden aldrig har tænkt sig at sende nogen varer. 

Ældre mennesker er særligt udsatte for svindel. Især når det handler om den såkaldte investeringssvindel, hvor den kriminelle lokker med mulighed for økonomisk gevinst ved at købe aktier eller kryptovaluta, er målrettet ældre mennesker. 

29 procent af borgerne over 60 år har været udsat for forsøg på den salgs svindel, mens det kun er 16 procent i aldersgruppen 18-29 år.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden