Politi

Voldsomt slagsmål: 56-årig lagt i kunstig koma

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt tre mænd i forbindelse med sagen

Den tilskadekomne mand blev i hast fløjet til Aalborg Universitetshospital. (Arkivfoto)
Den tilskadekomne mand blev i hast fløjet til Aalborg Universitetshospital. (Arkivfoto)

Opdateret kl. 18:45

Klik på linket herunder og se sidste nyt i sagen:

Et slagsmål mellem flere mænd på en adresse i Bedsted i Thy udviklede sig onsdag aften dramatisk.

Midt- og Vestjyllands Politi blev tilkaldt omkring klokken 22 i forbindelse med, at der blev tilkaldt til en ambulance til adressen, fortæller vagtchef Simon Skelkjær.

En 56-årig mand, der har bopæl i lokalområdet, havde ved slagsmålet fået så svære læsioner i ansigtet, at han blev fløjet til Aalborg Universitetshospital med lægehelikopter.

Lokalpolitiet i Thisted oplyser, at den 56-årige er udefor livsfare, men er lagt i kunstigt koma på grund af de voldsomme kvæstelser.

På stedet befandt sig tre mænd, der alle er i 30'erne, hvoraf den ene har bopæl på adressen. De tre mænd blev anholdt og er natten til torsdag blevet afhørt af politiet. 

- De er alle blevet sigtet for grov vold, siger Simon Skelkjær.

Natten igennem har kriminalteknikere arbejdet på adressen i Bedsted, hvor også Beredskabsstyrelsen har assisteret med lys, ligesom hundepatruljer og en indsatsleder har været på stedet. Politiet har afhørt de tre sigtede, men der hersker fortsat noget uklarhed om hændelsesforløbet.

- Vi efterforsker stadig, siger vagtchefen.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro torsdag eftermiddag.

Gå til relaterede emner

Forsiden