Ambulancefusk kræver ekstern undersøgelse og konsekvenser
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Ambulanceberedskab er ikke noget, man kan “logge sig til”. Enten er ambulancen der - eller også er den ikke.
TV 2 har dokumenteret, at en ambulancebase i Løkken stod tom en hel weekend, selv om der politisk er besluttet beredskab på basen i weekenden kl. 08-20. Samtidig beskriver reddere, at de bliver bedt om at registrere sig, som om de er på basen, selv om de fysisk befinder sig andre steder.
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) vil nu have en redegørelse og undersøge, om nogen har handlet i “ond vilje”.
Borgerne risikerer at få et falsk billede af tryghed, og regionsrådet risikerer at styre efter data, der ikke afspejler virkeligheden.
Derfor kræver Liberal Alliance, at undersøgelsen bliver ekstern og uvildig. Regionen kan ikke troværdigt undersøge sig selv i en sag, hvor tillid er hele valutaen.
Sagen er desuden ekstra alvorlig, fordi Region Nordjylland har sendt 40 procent af ambulancetjenesten og den liggende patienttransport i udbud - bl.a. i Himmerland, Thy, Mors og Han Herred. Udbudsmaterialet er offentliggjort, og regionen forventer at tildele kontrakt senest i 1. kvartal 2026.
Hvis registreringspraksis har pyntet på realiteterne, så må vi stille det helt rimelige spørgsmål: Kan vi være tjent med et udbudsgrundlag, der potentielt hviler på misvisende data? Det bør regionen ikke bare affeje - det bør afklares og rettes, før vi går videre.
Statsrevisorerne har tidligere kritiseret regionernes ambulancedrift og peger på, at private leverandører generelt har været bedre til at overholde krav end regionerne selv. Uanset om driften er offentlig eller privat, er konklusionen den samme: Krav, kontrol og data skal være knivskarpe.
Derfor bør regionen nu gøre fire ting:
- Ekstern audit af registrering vs. faktisk position/drift.
- Fuld åbenhed om metode, afvigelser og konsekvenser.
- Genbesøg udbudsmaterialet, hvis grundlaget ikke kan dokumenteres.
- Styrk whistleblower-beskyttelsen, når reddere udtaler sig anonymt af frygt for repressalier.
Nordjyderne fortjener et beredskab, man kan stole på - ikke et beredskab, der er en papirtiger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.