Analyse: Hvem klatrer nu smukkest ned fra de høje træer?

ANALYSE: Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

De fleste danskere kender citatet fra den tidligere socialdemokratiske formand og statsminister, Jens Otto Krag, men færre er klar over, hvor forskelligt ordene i årenes løb er blevet udlagt.

Nogle har set Krags ordvalg som udtryk for en næsten kynisk opportunisme og som et bevis for, at politikerne til enhver tid er parate til at løbe fra deres løfter. Andre har peget på, at Krags ord snarere bør ses som et vidnesbyrd om den pragmatisme, som er nødvendig, når partier med vidt forskellige holdninger skal finde sammen om løsninger og resultater.

Set i det lys indrammer Jens Otto Krags ord flere sandheder om det politiske håndværk og det danske folkestyre, og disse sandheder vil med sikkerhed blive stillet til skue nu, hvor stemmerne er blevet talt op efter tirsdagens dramatiske valgnat på Christiansborg.

Med det yderste af neglene - og med hjælp fra tre meget vigtige mandater fra Færøerne og Grønland – ja, så lykkedes det lige akkurat for rød blok at komme op på de magiske 90 mandater. Stærkt medvirkende til dette resultat var især Socialdemokratiets stærke resultat, der var med til at styrke hele rød blok.

Dermed står det også klart, at det nu er Mette Frederiksen, som skal forsøge at danne en ny regering. I første omgang vil hun afsøge mulighederne for at danne en bred regering, sådan som hun har lovet det i løbet af valgkampen. Det er en sejr for hende, at hun står i den situation. Men let bliver det ikke.

For ser vi tilbage på de sidste fire ugers valgkamp, vil det være synd at sige, at de borgerlige ledere står parat til at springe ind i et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen som chef. Her og nu er det kun Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, som for alvor taler positivt om en regering over midten. Derfor kan de kommende komplicerede forhandlinger også ende i en situation, hvor Mette Frederiksen kommer til at fokusere på de røde partier.

Men selv hvis det bliver en ny regering i røde farver, vil adskillelige partiledere komme til at gradbøje den lange række af krav, som de har turneret rundt med.

Det vil nogle vælgere givetvis blive forarget over. Omvendt er de fleste danskere nok klar over, at netop i valgkampe har partierne det med at trække fronterne hårdt op. På den måde håber de på at kunne skille sig ud fra konkurrenterne og præsentere vælgerne for et klart valg. Efter valgkampen går øvelsen så ud på at nærme sig hinanden igen.

Sådan er naturlovene i politik.

Efter gårsdagens valg er presset på politikerne med hensyn til at komme i arbejdstøjet dog større end i mange år. For hæver vi blikket fra de bogstavkombinationer, som en ny regering kan komme til at bestå af, står arbejdsopgaverne i kø for den kommende regering.

Selv om det ikke har fyldt meget i valgkampen, er krigen i Ukraine en blodig realitet. Det betyder, at der igen skal være skarpt fokus på den fortsatte hjælp til ukrainerne, ligesom det danske forsvar for alvor skal rustes til at kunne håndtere de mange presserende sikkerhedspolitiske udfordringer. Af samme grund bliver forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig uhyre vigtige.

Mørke skyer trækker sig også sammen over økonomien, og derfor bliver et grundigt kasseeftersyn væsentligt for at få kortlagt det økonomiske råderum, som er til rådighed og for at få indblik i de behov for reformer, som dansk økonomi har brug for. På det felt vil landets økonomer følge den nye regering med tilbageholdt åndedræt, for hvis valgkampens mange løfter om en økonomisk gaveregn til danskerne bliver en realitet, vil det være gift for inflationen, advarer eksperterne.

Løfterne om at forbedre sundhedsvæsenet, ældreplejen og psykiatrien skal føres ud i livet. Og som led i det arbejde skal en ny regering vise, hvordan den vil skaffe de hænder, som der er mangel på i den offentlige sektor, og som mange private virksomheder også behøver.

Der venter svære opfølgninger på den grønne omstilling, som mange af partierne har profileret sig på i valgkampen. Her skal der blandt andet snart tages stilling til, hvordan landbruget skal bidrage til CO2-reduktionen. Skal der indføres en CO2-afgift, og hvordan skal den i givet fald udformes? Det skal der gives svar på.

Kort sagt er der behov for, at et nyt ministerhold trækker i arbejdstøjet.

Udfordringen er, at flere af de centrale partiledere på forhånd har lagt hinanden i benlås.

Hvis deres mange forskellige ultimative krav skal tages for pålydende, vil det nærmest blive umuligt at danne en ny regering. Men – der skal dannes en regering, og når først regeringsmagten kommer inden for rækkevidde, sker der også tit noget med politikerne: Magten drager dem, og muligheden for at få indflydelse vil begynde at trække i dem, og derfor vil det kun være et spørgsmål om tid, før partierne går i gang med at file på deres krav.

Det bliver ikke nødvendigvis en yndefuld proces, og det kan koste dyrt på troværdighedskontoen, hvis processen går galt. Men realiteten er, at flere af de partiledere, som er klatret højt op i trætoppene, skal til at finde en vej ned igen. Som tidligere statsminister, Viggo Kampmann, engang sagde: ”Regeres skal der sgu!”

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.