Pralede på nettet med oversavet gevær - så bankede politiet på døren
Det faldt en person i et chatforum for brystet, at en ung mand fra Thy pralede med sit oversavede jagtgevær på internettet
Opdateret kl. 14:57
Man skal passe på, hvor meget man viser til folk i et chatforum.
Det må en 21-årig mand fra Snedsted sande, da han natten til tirsdag blev anholdt efter at have vist billeder af et oversavet gevær og patroner på internettet.
Ifølge vagtchef Jens Claumarch, Midt- og Vestjyllands Politi, fik politiet en anonym anmeldelse om mandens gøren og laden klokken 00.22, hvorefter de sendte en patrulje mod Thy for at konstatere, om manden havde det våben liggende, han viste billeder af på nettet.
- På adressen i Snedsted fandt patruljen et skarpladt jagtgevær med to patroner i. Og manden havde ingen våbentilladelse, siger Jens Claumarch.
Manden blev anholdt kort før klokken 02.15 og taget med på Politigården i Holstebro.
Den 21-årige mand bliver tirsdag middag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, oplyser lokalpolitiet i Thisted.
Den 21-årige er sigtet efter straffelovens §192a, der handler om våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, fordi der er tale om et såkaldt "tilvirket våben", idet geværet er oversavet, samt at han var i besiddelse af ammunition, der kunne afskydes med pågældende våben.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.