Arbejdsgivere: Der skal være plads til unge med diagnoser på arbejdsmarkedet
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
Lige om lidt skal vi til kommunalvalg, og i år har valget fået et nyt, overset tema. Fra nytår står kommunerne og dermed de nye kommunalpolitikere nemlig med opgaven at designe en ny jobindsats.
På Christiansborg har man besluttet at nedlægge jobcentrene i deres gamle form, og kommunerne skal nu groft sagt selv beslutte, hvilke ledige der skal have, hvilken slags hjælp.
Som repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtagere i den nordjyske industri, mener vi, der er en gruppe ledige, som er særligt vigtige at huske midt i reformpalaveren, nemlig unge mennesker med diagnoser.
Mange tænker måske på ledige som nogen, der har været på arbejdsmarkedet i mange år og har svært ved at finde fodfæste igen. Men unge bliver også ledige. Særligt hvis de har udfordringer, der gør det svært at få fodfæste i første omgang.
Og det er ikke en lille gruppe mennesker, vi taler om. Hver tiende under 25 år har i dag en psykiatrisk diagnose. Det kan være den unge mand med autisme, der har brug for struktur i hverdagen eller den unge kvinde med ADHD, der tit forsvinder i sine egne tanker. Unge, der har masser at give af og er dybt motiverede, men som har brug for en hjælpende hånd på arbejdspladsen.
Hvis kommunerne glemmer de unge, der har brug for hjælp, så vil det ikke bare betyde personlige nederlag for de unge. Det vil også blive dyrt for samfundet, hvis store grupper af unge ikke kommer ordentligt ind på arbejdsmarkedet.
I industrien er vi klar til at tage ansvar for den her gruppe unge. Lad os være ærlige: Vi ved ikke alt om diagnoser og særlige behov, men vi vil gerne give en håndsrækning til kommunerne og deres nye beskæftigelsesindsats. Vi vil blive klogere og finde gode måder at give plads til den ressource, som de unge kan blive.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.