Sundhed

Astman: Jobbank-frivillige skal ikke passe intensivpatienter

Regionsrådsformand glæder sig over imponerende velvilje, men vil samtidig sikre, at folk i jobbank ikke er rustne på deres kompetencer

Ulla Astman: Vi sikrer, at folk i jobbanken har de rette kompetencer, før de eventuelt bliver sat ind som hjælp til det nuværende sundhedspersonale. Arkivfoto
Ulla Astman: Vi sikrer, at folk i jobbanken har de rette kompetencer, før de eventuelt bliver sat ind som hjælp til det nuværende sundhedspersonale. Arkivfoto

Opdateret kl. 13:06

NORDJYLLAND: Det bliver næppe intensivpatienter, som de mange frivillige, der har meldt sig til Region Nordjyllands jobbank, kommer til at passe.

Det konstaterer regionsrådsformand Ulla Astman i et interview på RADIO NORDJYSKE tirsdag morgen.

- Har man været på pension i måske seks-syv år og været væk fra sundhedssystemet, så bliver man naturligvis ikke smidt direkte ind på en intensivafdeling, siger Ulla Astman.

Regionsrådsformanden understreger, at både de tilmeldte til jobbanken og patienterne kan være helt trygge ved situationen.

- Vi vil selvfølgelig sikre os, at de folk, vi sætter ind, har de nødvendige kompetencer, så patientsikkerheden er i orden, lyder det.

- Men det er svært allerede nu at vide, hvor de kan bruges. Det bliver dog næppe intensiv-patienter, men ellers pleje- og opsynsopgaver. Og for lægerne også behandlingsopgaver, der matcher deres kompetencer. På den måde kan folkene i jobbanken erstatte det nuværende personale, som så kan tage sig af de meget alvorligt syge patienter eller erstatte personale, som selv er blevet syge og dermed ikke kan være på arbejde, forklarer regionsrådsformanden.

- Det er folk med mange jobfunktioner og folk med mange forskellige baggrunde, der har meldt sig som frivillige i jobbanken, fortæller Ulla Astman.

1500 i jobbank

Det første døgn meldte 1283 sig til jobbanken for at hjælpe til i sundhedsvæsenet.

Siden er der kommet yderligere et par hundrede med, så jobbanken mandag aften omfattede omkring 1500 personer.

Der er typisk tale om studerende på medicin, sygeplejestudierne eller folk - specielt tidligere læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter - der er stoppet med deres arbejde i sundhedssektoren, og nu har tid til rådighed.

Meningen er nu, at regionen gennemgår de tilmeldte og deres kompetencer.

- På den måde finder vi ud af, hvem vi skal trække på i første række til hvilke opgaver, og så står de i reserve. Vi håber selvfølgelig, at vi overhovedet ikke kommer så langt, så vi får brug for dem alle sammen, men det er rigtig, rigtig rart at have dem i baghånden, hvis vi kommer i en komplet umulig situation, hvor der ikke kan findes mandskab nok til at kunne håndtere situationen, fastslår regionsrådsformanden.

Rettidig omhu

Hun kalder det rettidig omhu nu at have personer i jobbanken, som man kan trække på, hvis der bliver behov for det.

Ulla Astman understreger, at de tilmeldte til ordningen ikke er frivillige, men at de får overenskomstmæssig løn, og selvfølgelig får man også et lynkursus, så eventuelle rustne kompetencer opdateres, så man har de kompetencer, der er nødvendige for at udføre de opgaver, man bliver sat til at udføre.

Hun er utrolig glad og taknemmelig og også meget imponeret over, at så mange har meldt sig til jobbanken.

- Hvis man kan tale om samfundssind, så kan vi helt klart være med her i Danmark. Folk vil meget gerne hjælpe, så jeg kan kun sige 1000 tak til alle dem, der har meldt sig. Det er en imponerende velvilje, vi har mødt fra borgerne. Jeg kan simpelthen ikke udtrykke min taknemmelighed nok over, at der er så mange, der har meldt sig til jobbanken og bakker op om vore dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet, konstaterer regionsrådsformanden.

Man kan fortsat tilmelde sig jobbanken på www.rn.dk/assistance

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden