samfund

Balladen om Johnny Madsens arv fortsætter: Familien og vennen i bitter strid

Nordjysk eventmager udgiver videoer om afdød musiker - familien protesterer

Henrik "Røde" Jensen fra Frederikshavn har på baggrund af en række videooptagelser skrevet en bog om Johnny Madsen, som han har udgivet på eget forlag. 
Henrik "Røde" Jensen fra Frederikshavn har på baggrund af en række videooptagelser skrevet en bog om Johnny Madsen, som han har udgivet på eget forlag.  Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 21:03

Det kan godt være, at han med egne ord havde et nærmest livslangt venskab med den nu afdøde musiker og kunstmaler Johnny Madsen.

Men den nordjyske eventmager Henrik "Røde" Jensen skal næppe regne med, at det venskab går i arv til Johnny Madsens eneste nulevende barn, sønnen Rasmus Madsen.

Konflikten om Johnny Madsens eftermæle er eskaleret i en bitter strid mellem sønnen og musikerens nordjyske ven.

Mens Henrik "Røde" Jensen fastholder, at han handlede i tråd med aftaler med den afdøde musiker, beskylder sønnen ham for at udnytte både venskabet og navnet Madsen for egen vindings skyld. 

Senest har udgivelsen af en række videooptagelser fået familiens vrede til at koge over.

- Det ville min far ALDRIG have deltaget i, raser Rasmus Madsen overfor BT.

Han røg allerede i totterne på Henrik "Røde" Jensen, da frederikshavneren mindre end en måned efter Johnny Madsens død 4. november i fjor pludselig smed bogen "Johnny Madsen - uden filter" på gaden.

Den bog kom som et chok for sønnen, som overfor eb.dk kaldte bogen for "helt hen i skoven". 

Overfor TV Midtvest tog han endnu stærkere ord i anvendelse, da han kritiserede den nordjyske eventmagers bogplaner: 

"Han har haft snablen helt nede i kisten, inden jorden over ham er hærdet".

Balladen er altså nu blusset op igen i forbindelse med, at Henrik "Røde" Jensen er begyndt at sende de videooptagelser på gaden, som udgjorde fundamentet for indholdet i hans bog om Johnny Madsen.

Ifølge Rasmus Madsen var optagelserne, som Henrik "Røde" Jensen nu promoverer på talrige platforme, alene tænkt til at promovere biografien "Tilværelsen blev min skæbne", som Johnny Madsen selv udgav et år før sin død. 

Og Rasmus Madsen fastholder, at hans far aldrig ønskede, at serien af videopodcasts skulle udgives - ligesom Johnny Madsen ifølge sønnen aldrig har givet Henrik "Røde" Jensen tilladelse til at udgive en bog om ham.

Hvad Johnny Madsen selv ville sige til al balladen mellem familien og livsvennen, får vi aldrig at vide. Svaret tog han med sig i graven.

Overfor Nordjyske har Henrik "Røde" Jensen tidligere skriftligt afvist kritikken fra Johnny Madsens efterladte.

- Jeg lavede en aftale med Johnny Madsen, som jeg loyalt følger. Han ønskede det sidste ord i denne bog - som ingen skulle vide noget om, før Johnny Madsen ikke længere var her. De påstande, der er fremsat, er jeg ikke enig i, lød det kort før bogudgivelsen.

Nordjyske har forgæves forsøgt at få Henrik "Røde" Jensens kommentarer til familiens fortsatte kritik af hans motiver til at udgive materiale om og med Johnny Madsen.

Han har imidlertid ikke reageret på vores henvendelse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden