Bente sagde nej til hjælp fra en mand - sådan kan man øge tryghed hos ældre
Dygtige medarbejdere og god tid til at tage sig af de ældre, er vigtigere end om det er en mand eller en kvinde, lyder det efter omdiskuteret sag
NORDJYLLAND: 75-årige Bente Frandsen fra Frederikshavn fandt det så grænseoverskridende, at hun skulle bades af en mandlig hjemmehjælper, at hun i stedet valgte at hyre et privat plejefirma, hvor hun har garanti for, at det er en kvinde, der kommer og hjælper hende med badet.
Sagen har affødt en livlig debat på de sociale medier, med flere end 1000 kommentarer, hvor der er forståelse for såvel borgerens ubehag som kommunens praktiske udfordringer.
I Nordjyskes omtale af sagen forklarer Frederikshavn Kommune at man i udstrakt grad tager hensyn til borgernes individuelle ønsker, men at det ikke kan garanteres 100 procent, da man skal have vagtplanen til at gå op.
Ifølge FOA-Frederikshavn er det ikke et problem, man ofte støder på blandt SOSU-hjælpere og -assistenter organiseret i fagforeningen.
Næstformand Jette Abildgaard oplever, at der primært opstår udfordringer, hvis de ældre får besøg af mange forskellige skiftende hjælpere. Kommunerne bør bestræbe sig på, at de ansatte, der kommer i hjemmet, i vid udstrækning er de samme - det kan imødegå den utryghed, nogle ældre føler, mener Jette Abildgaard.
- Hvis ældre får besøg at mange forskellige hjælpere, vil det helt naturligt øge deres skepsis overfor at der kommer en af det modsatte køn, eller måske af anden etnisk herkomst.
- Det handler om at skabe en god relation, og det sker kun hvis man får besøg af de samme få ansatte, så man kan lære hinanden at kende og opbygge tillid, siger Jette Abildgaard.
I dag er personalet i ældreplejen ofte stærkt presset på tid, og det gør ikke sagen bedre.
- Er der god tid og omsorg fra fagligt kompetente medarbejdere, så vil køn og etnicitet ikke være en faktor, der skaber problemer, mener Jette Abildgaard.
Ikke udbredt problem
Tine Rostgaard, professor i socialt arbejde og velfærdspolitik, har beskæftiget sig indgående med forholdene i ældreplejen, og tidligere været tilknyttet Aalborg Universitet.
Hun oplever, at kommunerne i vid udstrækning yder en hjælp, der er i overensstemmelse med borgernes ønsker.
- Den omtalte problematik er heldigvis ikke så udbredt, som man kunne tro, lyder det fra Tine Rostgaard.
- Mange ældre er vant til, at der kommer forskellige hjælpere, og langt de fleste ser det ikke nødvendigvis som et problem, at det er en af det modsatte køn.
- De er bare glade for, at der kommer nogen og hjælper dem, er Tine Rostgaards erfaring.
Skepsis forsvinder
Hun er bekendt med, at praktiske udfordringer kan betyde, at kommunerne ikke altid har mulighed for at tilgodese de ældres ønsker.
- Nogle ældre kan på forhånd være skeptiske overfor at få besøg af en hjælper af modsatte køn, eller måske af en anden etnisk herkomst, siger Tine Rostgaard.
Bekymringer, der udspringer af de ældres forestillinger og fordomme, og primært ses inden besøget.
- I det øjeblik de møder hinanden og får talt sammen, så opleves det mindre som et problem, understreger Tine Rostgaard.
Hun fastslår, at det vil være godt, hvis man kan få flere mænd ind i ældreplejen – de skal ikke frasorteres på grund af deres køn.
Med et stigende antal ældre og øget behov for medarbejdere, kan det i fremtiden blive mere vanskeligt for kommunerne at være fleksible overfor borgernes specifikke ønsker, erkender Tine Rostgaard.
- Derfor er det vigtigt, at politikerne prioriterer området og sikrer, at flere af de ansatte har en uddannelse - faglige kompetencer kan være med til at sikre, at køn og etnicitet ikke bliver en udfordring.
- Hvis fagligheden er på plads via uddannelsen, så vil det afhjælpe problemer i mødet med de ældre, mener Tine Rostgaard og påpeger at cirka 1/5 af dem, der arbejder i sektoren i dag, ikke har en omsorgsuddannelse.
- Flere uddannede, bedre løn og bedre arbejdsvilkår kan være med til at imødegå den utryghed og skepsis, der kan opstå hos nogle ældre, mener hun.
Jette Abildgaard fra FOA i Frederikshavn har en fast tro på, at man i de kommende år vil opprioritere området, så problemet ikke vokser i takt med at der bliver flere ældre, der skal tages hånd om.
- Der vil komme perioder, hvor man er presset, men politikerne bliver nødt til at investere i velfærd, det er for dyrt at lade være. Det gælder både pasning af ældre, syge og børnene, lyder det fra Jette Abildgaard.
Se flere kommentarer fra Facebook-debatten herunder:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.