To drenge i kritisk tilstand efter alvorlig ulykke: Hule-byggeri kan have udløst sandskred
Drengene blev gravet fri cirka 40 minutter efter, redningsaktionen startede
Opdateret kl. 22:40
Opdatering klokken 21.35: Midt- og Vestjyllands Politi har afsluttet deres indsats i Nørre Vorupør for aftenen. Mandag vil politiet være til stede med en mobil politistation. Sted og tidspunkt følger.
To børn blev søndag eftermiddag begravet under sand i omkring 40 minutter, før de blev fundet i livløs tilstand. Den tragiske hændelse skete i forbindelse med et sandskred, der fandt sted ved Hawblink i Vorupør, syd for Klitmøller kort før klokken 16.
På det sociale medie X kunne Midt- og Vestjyllands Politi omkring klokken 18 fortælle, at drengene blev fløjet med lægehelikopter til hospitalet i Skejby.
Her blev begge drenge indlagt i kritisk tilstand. Politiet har søndag aften ikke nye oplysninger om børnenes tilstand.
Der er tale om to tyske drenge på henholdsvis 9 og 12 år fra forskellige familier. Børnene var sammen med forældrene, da ulykken indtraf. Politiet skriver på X, at de tager bedst mulig hånd om forældrene til de to drenge.
Drengene blev gravet fri ca. 40 minutter efter, der blev slået alarm, og der blev straks påbegyndt livreddende førstehjælp.
Omkring en kilometer af strandstrækningen blev efter ulykken afspærret. Det drejede sig om ca. 500 meter på hver side af redningsnummer 122.
Hule kan have udløst skred
Ifølge politiet tyder den foreløbige efterforskning på, at de to drenge har gravet en hule i klitterne i forbindelse med en leg.
Det kan muligvis være det, der har udløst sandskredet, skriver politiet på X.
Vagtchef roser frivillige
Allerede kort efter ulykken strømmede mange frivillige til for at hjælpe med at grave drengene fri. Det møder stor ros fra Per Vedsted, vagtchef ved Nordjyllands Beredskab.
- Det var godt arbejde af de mange frivillige, og uden dem havde det måske taget længere tid at få de to drenge gravet fri, siger han.
Per Vedsted er på nuværende tidspunkt nervøs for, at der kan ske nye sandskred i klitterne, og han vil derfor advare borgerne mod faren.
- Vi er bekymret for, at der kan ske nye sandskred. Derfor har vi været i gang med at få området afspærret, men vejret er voldsomt, og afspærringerne har derfor svært ved at holde. Jeg er ligeledes bekymret for, at det her kan ske andre steder langs kysten.
- Der bliver arbejdet på højtryk blandt de involverede myndigheder. Jeg kan ikke sige, hvad det præcis ender med, men vi har snakket om at få sat nogle skilte op på flere sprog, som advarer om risiko for sandskred, lyder det fra vagtchefen.
På mediet X skriver Midt- og Vestjyllands Politi søndag aften, at der på grund af kraftig nedbør kan være forhøjet risiko for skred ved kysterne. Derfor opfordrer politiet borgere til at færdes med forsigtighed i kystnære områder.
Det samme opfordrer Nordjyllands Politi til i en pressemeddelelse udsendt søndag aften.
Kriseberedskab aktiveret
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var mange mennesker i nærheden af stranden, da ulykken skete.
"Vi tager sammen med øvrige myndigheder hånd om de berørte, og Region Nordjyllands krisepsykologiske beredskab er aktiveret," skriver politiet på X.
Her oplyser de også, at de i løbet af mandagens morgentimer vil være til stede i Nørre Vorupør med en mobil politistation, hvor borgere har mulighed for at henvende sig.
Præcist hvor og hvornår, melder politiet ud først på dagen mandag.
Politiet henviser desuden til Offerrådgivningen, hvis man er påvirket af ulykken og har brug for nogen at snakke med.
- Danmark har 12 offerrådgivninger, som geografisk følger politikredsene.
- Offerrådgivningen hjælper ofre, vidner og pårørende udsat for kriminalitet og ulykker.
- Når du kontakter din lokale offerrådgivning, får du en rådgiver i telefonen. Her kan du fortælle, hvad der er sket. Offerrådgiveren vil vejlede og rådgive dig og – måske vigtigst af alt – lytte og give sig tid til en samtale.
- For at kunne støtte dig bedst muligt samarbejder vi med politi, hospitaler og brand og redning i alle landets politikredse.
- Alle rådgivere har tavshedspligt, og du kan være anonym. Du kan tale med os i telefonen, og vi kan aftale et møde. Du vil sammen med din offerrådgiver finde frem til den hjælp og støtte, der er bedst for dig.
- Offerrådgivningen er et gratis tilbud.
- Hvis du er i tvivl eller ikke får kontakt, kan du døgnet rundt ringe til telefon 116006
Beredskab massivt til stede
Nordjyllands Beredskab fik meldingen om sandskredet søndag klokken 15.55.
Den første melding lød på, at to børn var begravet under sand efter et større jord- og sandskred tæt på en stor parkeringsplads.
Nordjyllands Beredskab var massivt til stede under hele aktionen, blandt andet med to helikoptere, flere brandbiler, tankvogn og en ATV, som blev tilkaldt fra Station Thisted og Station Hanstholm.
Blot få timer før ulykken ved Nørre Vorupør skete der også et jordskred ved en molergrav på Skarrehagevej i Nykøbing Mors. I forbindelse med jordskredet blev en 10-årig dreng fastklemt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.