Nordjysk beredskab rykker ud til voldsomme oversvømmelser
Beredskabsstyrelsen Nordjylland har sendt både mandskab og materiel til undsætning i Syd- og Sønderjylland
Opdateret kl. 15:04
Det kræver en ekstraordinær indsats, når enorme vandmasser vælter ind over østvendte danske kyster og skaber massive ødelæggelser.
Derfor har Beredskabsstyrelsen Nordjylland med base i Thisted også sendt masser af mandskab og materiel til undsætning i Syd- og Sønderjylland, som har taget nogle af de største tæsk fra naturens knytnæve.
Allerede tidligt på ugen advarede DMI om, at der var en såkaldt 100 års-hændelse under opsejling, og derfor fik alle værnepligtige på kasernen allerede torsdag at vide, at deres weekend var inddraget.
Det fortæller stabschef Liselotte Rask til Nordjyske.
Fredag sendte Beredskabsstyrelsen Nordjylland fire befalingsmænd, 19 værnepligtige og to frivillige afsted med blandt andet pumpemateriel og omkring én kilometer mobile dæmninger - de såkaldte weatertubes.
- Lørdag morgen kl. 8 har vi sendt yderligere fem befalingsmænd og 39 værnepligtige afsted, oplyser Liselotte Rask.
Hun oplyser, at kasernens samlede pumpemateriel er sendt afsted.
- Vi har to pumpecontainere og en højkapacitetspumpe, der kan klare 25.000 liter i minuttet, forklarer stabschefen.
Hun tilføjer, at det er Beredskabsstyrelsen Sydjylland, der står for den operative ledelse af indsatsen for at få fjernet vandet fra de oversvømmede områder. Hun kan derfor ikke præcis sige, hvor de nordjyske værnepligtige er indsat.
- Men dem, vi sendte afsted fredag, har arbejdet både i Sønderborg og Aabenraa, fortæller Liselotte Rask.
Til Ritzau oplyser brigadechef i Beredskabsstyrelsen Martin Vendelbo, at det er i Sønderjylland, at uvejret har forårsaget nogle af de værste oversvømmelser.
- Vi skal have flyttet store mængder vand ud af mange byer, og det gælder særligt i Sønderjylland. Inden vi kan sige, at vi er helt færdige med oprydningsarbejdet, kan der sagtens gå et par dage, siger han til nyhedsbureauet.
Fordi uvejret var annonceret så lang tid i forvejen, kom det heller ikke som den store overraskelse på kasernen i Thisted, da der blev bedt om assistance.
- Overhovedet ikke. Det er bare vigtigt, at vi får forskudt de styrker, vi har, til der hvor der er behov, konstaterer stabschefen.
Nu blev Nordjylland ikke ramt så hårdt af uvejret. Faktisk har Beredskabsstyrelsen ikke haft én eneste udrykning i den anledning, og derfor var det også uproblematisk at dirigere mandskab og materiel sydpå.
Der er til daglig 90 værnepligtige på kasernen i Thisted. Et vagthold består af 12 værnepligtige og tre befalingsmænd, og det beredskab er opretholdt trods det omfattende bidrag til indsatsen længere sydpå, understreger Liselotte Rask.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.