Værft melder ud: Nyt om voldsom påsejling
Orskov Yard offentliggør nyt rekordregnskab, og skader på dokken dækkes af forsikring
Opdateret kl. 10:42
Det gav betydelige skader på den nye Dok 5 hos Orskov Yard, da det omstridte skrotskib Zafiro Producer under en storm 20. oktober sidste år rev sig løs og påsejlede dokken i Frederikshavn Havn.
Zafiro Producer ligger hos M.A.R.S. Europe for at blive ophugget.
I forbindelse med offentliggørelsen af Orskov Yards seneste regnskab onsdag oplyser værftet, at det bliver Orskov Yard selv, der skal udbedre skaderne, og at Dok 5 vil være ude af drift i et halvt år, mens det bliver repareret.
- Vi skal selv reparere dokken og starter på det om få dage, fortæller administrerende direktør Lars Fischer.
Direktøren oplyser, at der er tale om "betydelige skader", men hvilke beløb det drejer sig om, er ikke oplyst.
Direktøren fastslår også, at den omfattende reparation ikke forventes at få væsentlig indflydelse på det kommende regnskab hos værftet, da reparationsomkostninger og driftstab dækkes af forsikringen.
Årets resultat for Orskov Yard efter skat udgør 71 mio. kr., hvilket ledelsen anser for meget tilfredsstillende. Omsætningen i regnskabsåret 2022/23 nåede 781 mio. kr. mod 699 mio. kr. året før.
Resultatet er det bedst nogensinde og dermed fortsætter en stribe af rekorder på bundlinjen. Året før var resultatet 52, 2 millioner kroner
Direktør Lars Fischer forklarer, at markedet for skibsreparation, vedligehold og ombygninger af skibe har været særdeles gunstigt i det forgangne år.
- Vi har haft nogle rigtig spændende opgaver indenfor de skibssegmenter vi arbejder i, hvor det bliver bekræftet, at vores fokus på sikkerhed, kvalitet, fleksibilitet og levering til tiden har stor værdi for vores kunder, siger Lars Fischer
Med det stigende aktivitetsniveau er Orskov Yard nu oppe på 225 medarbejdere, hvor det samtidig vurderes, at yderlig 500 personer er beskæftiget hos underleverandører som arbejder på værftet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.