Politiet måtte arbejde hårdt for at stoppe 21-årig
21-årig mand fra Thy blev jagtet af politiet i 40 minutter, før han blev anholdt i Thisted
Opdateret kl. 23:28
THISTED: Onsdag eftermiddag måtte politiet på hårdt arbejde for at stoppe en 21-årig bilist i Thisted.
Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.
Det startede, da en patruljevogn omkring klokken 16 spottede en sort Chevrolet, som ikke var indregistreret, på Aalborgvej nord for Thisted. Betjentene forsøgte at stoppe bilen, men det var bilisten dog ikke med på, og i stedet stak han af fra stedet.
Herefter fulgte en biljagt, som kom omkring Østerild, Hanstholm og til sidst Thisted. Omkring klokken 16.40 lykkedes det politiet at få stoppet bilen inde i Thisted.
- Her smider han bilen, og efterfølgende forsøger han at løbe fra politiet. Det lykkedes ikke for ham, siger Anders Olesen.
Den 21-årige mand blev efterfølgende anholdt. Vagtchefen oplyser, at der endnu ikke er styr på alle sigtelserne, men han fortæller, at den unge mand blandt andet vil blive sigtet for at køre påvirket af alkohol eller narkotika og vanvidskørsel.
Den 21-årige vil tilbringe natten på politistationen, og torsdag vil han blive fremstillet i et grundlovsforhør.
Bilen er blevet beslaglagt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.