Jeg kender faktisk ikke nogen SF’ere, jeg ikke bryder mig om. Men spørgsmålet er ikke, om man kan lide dem. Spørgsmålet er, om de vil tage ansvar, når det gælder.

SF vil gerne i regering igen. Det sagde de også sidst. Dengang håbede jeg faktisk, at de havde gjort det, for så havde SVM-regeringen måske set mindre mærkelig ud.

I min ungdom sagde man, at SF havde det bedst i hængekøjen. Når de store beslutninger skulle træffes, kneb det. De var imod Storebæltsbroen, imod Øresundsforbindelsen og imod Metroen, som i dag er tre af de vigtigste investeringer i dansk infrastruktur.

I Nordjylland ville SF heller ikke bakke op om en tredje Limfjordsforbindelse. Historisk har de dog sagt ja til Femern-forbindelsen. Men det illustrerer problemet: Når beslutningerne bliver store og svære, vakler støtten.

SF har også foreslået en betalingsring omkring hovedstaden for at finansiere billigere kollektiv trafik. Problemet var bare, at de kommuner, der skulle leve med ringen, ikke ønskede den.

Og så var SF med til at vælte en socialdemokratisk borgmester i Frederikshavn til fordel for en fra Venstre.

Vil lukke fiskeri

På fiskeriområdet foreslår SF at forbyde alt fiskeri med bundslæbende trawl og endda gå enegang ved kun at lukke for danske fiskere. Det giver ingen mening i et EU med fælles fiskeri-politik. Resultatet vil blot være, at andre landes fiskere fortsætter, mens danske havnebyer betaler prisen.

Når omkring halvdelen af dansk fiskeri har base i Nordjylland, kan det blive et hårdt slag mod arbejdspladser og lokalsamfund.

Så kan vi selvfølgelig importere de fisk, som er gode for vores sundhed, fanget i lande med langt mindre bæredygtigt fiskeri.

Jeg håber, SF har lært af sidste gang, hvor de trak sig fra regeringssamarbejdet. Hvis der igen bliver rødt flertal, må de vise, at de også vil tage ansvar. Men vil man være helt sikker på en regering, der både kan og vil tage ansvar, så er der et klart valg: Socialdemokratiet.

Det blå alternativ vil være en omvendt Robin Hood. Vi skal være de fattiges værn og de riges ris, når få har for meget og færre for lidt. Som Grundtvig skrev i 1820 i sangen “Langt højere bjerge” og da har i rigdom drevet det for vidt, når få har for meget og færre for lidt.