Bliver svært med tomme bænke: Begravelser skaber orden i kaos

- Man føler sig så alene, når man står med sin sorg. Mister man fællesskabet ved en begravelse eller bisættelse, bliver det endnu sværere, siger den erfarne sygehuspræst, Ruth Østergaard Poulsen.

Udover at have været præst ved Aalborg Universitetshospital i 18 år frem til sin pension sidste år, var hun også sognepræst i 20 år.

18. marts opfordrede biskopperne til, at så få som muligt deltager i begravelser og bisættelser. Selv om det er tilladt at være mere end 10 i kirken, må der højst være en person pr. fire kvadratmeter gulvareal i kirken, og man skal kunne holde afstand.

Hvad reglerne senere ændres til, må tiden vise, men i disse dage er der under alle omstændigheder stor uro om, hvordan en begravelse eller bisættelse kommer til at foregå. At det vil vare en rum tid, før alle kan deltage, er dog sikkert.

- Vi må og skal have respekt for reglerne, men netop fællesskabet er helt afgørende vigtigt ved et dødsfald. Det er faktisk det vigtigste ved de ritualer, vi har. Alle sørger forskelligt, selv søskende ved deres forældres død. Man føler sig derfor alene. Men sidder man der ved siden af hinanden på bænken, kan man mærke, at man ikke er alene i verden, siger Ruth Østergaard Poulsen.

CV

Ruth Østergaard.

Født 1952.

Opvokset i Thy.

1981-86 Sognepræst, Vejgaard Kirke.

1986-2000 Sognepræst, Dalby ved Kolding.

2001-2019 Sygehuspræst ved Aalborg Universitetshospital og sognepræst ved Vesterkær kirke.

Har i 15 år undervist kommende præster i sjælesorg på pastoralseminariet, Aarhus.

Gift med pensioneret lektor i samfundsøkonomi ved Syddansk Universitet, Tommy Søndergaard Poulsen.

De er forældre til to og bedsteforældre til fem.

Ensomhedsfølelsen kan forstærkes af, at netop tiden i kirken er fyldt med ord. Fra præsten og fra salmerne.

- Man får ord foræret på et tidspunkt, hvor man virkelig har brug for dem og mangler dem. Mange af os kan slet ikke sætte ord på de følelser, der rammer os ved et dødsfald, forklarer Ruth Østergaard Poulsen og nævner en tredje grund til, at de strammere regler for deltagelse kan gøre sørgetiden sværere for de efterladte.

- Ritualet er en trædesten for den sørgende ind i et nyt liv. Det bygger bro mellem livet og døden og giver en tro på, at der kommer orden på igen efter det store kaos, man står i, når man mister en af sine kære. Der er også kaos, når et barn fødes, man forelsker sig, skal giftes og så videre, men det mest voldsomme kaos er ved død, forklarer hun og fortsætter:

- Alt andet kan man udskyde til efteråret, men døden er uigenkaldelig og sker nu og her. Vi er helt afmægtige, og det eneste, vi kan, er at være sammen i afmægtigheden. Og nu mindskes også den mulighed.

Gode råd ved dødsfald

Tal mere med hinanden i telefon, gerne med video.

Ring til præsten. Han/hun er vant til at tale om døden.

Lav eventuelt fælles sending af højtidelighed ved graven til jeres nærmeste.

Send et brev til dem, der har mistet.

Syng gerne salmer med hinanden.

Find dem i salmebogen eller på www.dendanskesalmebogonline.dk

Der er både tekst og melodi og en liste med salmer til begravelser.

Bed gerne bønner sammen. De står bagest i salmebogen.

Der er også bønner her https://www.folkekirken.dk/om-troen/boen/ti-klassiske-boenner

Netop, fordi ritualerne er kendt af os alle, skaber de en stor ro med det samme. De bliver holdepunkter for alle i kaos. De bliver det, man bare gør, og som giver dagene omkring et dødsfald struktur.

Nu bliver ikke alene forløbet ændret, måske kan man end ikke være tæt sammen med dem, man har allermest brug for. Kun de nærmeste ni andre må man samles med derhjemme, og end ikke i kirken kan man give hånd til flere.

- Vi må nøjes med det, vi kan få af kontakt. Det er et stort tab. Og jo, det kræver at vi skal være kreative på et tidspunkt i vores liv, hvor vi ofte slet ikke har overskud til det. Det er barskt, siger Ruth Østergaard Poulsen.

Men hun har håb.

Håb om, at sognebørnene vil gøre brug af præsterne.

Ruths bøn ved dødsfald

"Når vi skal fra hinanden ..."

Gud, vi siger dig tak for det liv, du har givet os

Tak for de mennesker, du har givet os at dele livet med.

Tak for alt,hvad vi har delt med hinanden, både i gode og svære dage.

Hjælp os nu, hvor kærligheden gør ondt, og vi er truet med at skulle adskilles.

Der er så mange drømme, der nu ikke går i opfyldelse, der er så meget, vi gerne ville have gjort anderledes, og så meget, vi gerne ville have sagt, og som vi ikke engang nu kan finde ord for.

Nu lægger vi det hele i dine hænder, Gud, og vi gør det i tillid til, at du kan rumme og bære det alt sammen.

Sæt englevagt omkring os alle, og giv os tro, at vi - båd ei livet og døden - er sammen i din kærlighed.

Bøn skrevet af Ruth Østergaard Poulsen i "Fra det dybe råber jeg til dig", Forlaget Alfa.

- Nogle præster holder andagt online, men man kan jo ikke gøre det med selve begravelsen på grund af databeskyttelsesloven. De efterladte kan selv sende video til hinanden, foreslår hun.

Man kan måske bede om at få udskudt såvel begravelse som bisættelse, men det kan gøre det også gøre det sværere som efterladt, erfarer præsten.

- I gamle dage hed det, at man lå lig, og i den tid måtte de nærmeste ikke foretage sig noget. Det kan mange heller ikke. Tiden, fra døden indtræffer, til den døde kommer i jorden eller kremeres, er et vakuum for de efterladte, en tom tid. Som en meget lang påskelørdag. En ventetid, som dem, der har fået deres kære kremeret allerede kender til, fordi der går dage, fra rustvognen er kørt fra kirken, til de får urnen, forklarer Ruth Østergaard Poulsen.

Som præst ved hun, at det ikke teologisk har betydning, om et menneske får ritualet med sig ind i Gudsriget.

- Gud tager imod alligevel, men for de efterladte er det afgørende at få den døde sendt godt afsted, som mange kalder det. Derfor er det godt, at vi får talt om, hvad vi skal gøre i der her tider, hvor alle, der kender døende eller meget syge, er skræmt, siger Ruth Østergaard Poulsen.