Børn, hunde og haven er afslapning for Merete Mærkedahl, der igen i år har sommerjob i Cirkusrevyen på Bakken
Familien på fire hygger med badeture og med at spille, Klodsmajor på det lokale is-og kaffested
- At være herhjemme med børn og hunde, at gå ture, bade og slappe af med alt det, der skal ordnes med hus og have og pasning af dyrene, det er afslapning for mig. Der er altid noget, der skal gøres, siger Merete Mærkedahl.
Foruden to hunde og to børn består familien i Lejre af kaniner, hamstere og akvariefisk.
- Dyr og natur – det er sådan, jeg slapper af.
Men i et halvt år, fra prøvestart i marts og til sæsonen slutter, fylder Cirkusrevyen rjgtig meget.
Siden 2023 har revyen holdt to ugers sommerferie i uge 29 og 30, hvor Merete Mærkedahl og familien var i sommerhus i Sverige. I fint vejr!
- Det var rigtig idyllisk med en skovsø, hvor vi kunne bade. Men nu kalder arbejdet igen! Cirkusrevyen er en fantastisk arbejdsplads at være en del af, siger den nordjyske skuespiller.
- Det har været en fantastisk sommer med revyen og dejligt at kunne følge med i årstiderne i den skønne skov.
Nordjyske har spurgt en række nordjyder om deres sommer, beskrevet med tre ting eller tre ord. I dag med skuespiller Merete Mærkedahl, der beskriver sin sommer med ordene afslapning, arbejde og familie.
Merete Mærkedahl er bl.a. kendt for sin rolle som Otilia i de 10 sæsoner af tv-serien Badehotellet, har vundet Vild med dans, og har spillet revy både i Hjørring og nu i Cirkusrevyen, hvor hun for andet år i træk bl.a. portrætterer statsminister Mette Frederiksen. Privat er hun kæreste med Anna Windfeld, der er i lære som gartner, og parret har sammen børnene Esther på ni og Anker på seks.
Nu spiller Cirkusrevyen igen i teltet på Bakken, og der er netop sat billetter til salg til to ekstra forestillinger i august.
- Det er virkelig dejligt at være med til at lave noget, som gør folk glade. Sidste år var helt fænomenal, og også i år er vi rigtig glade alle sammen. Det er noget af en holdsport at lave revy! Det er en skøn arbejdsplads.
Merete Mærkedahl optræder to gange i revyen som statsminister Mette Frederiksen:
- Det er jo Cirkusrevyens varemærke at lave fis og parodiere både politikere og de kongelige. Det hører med og det forventer publikum.
Merete Mærkedahl bor med sin familie (og de mange dyr) i Lejre, hvor sommeren også indbyder til badning i en nærliggende sø, ligesom der heller ikke er langt til et havbad.
- Vi har også et lokalt is- og kaffested, som vi tit besøger. Her hygger vi os og spiller klodsmajor!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.