Børn og unge er alene hjemme på sociale medier som Tiktok - og det kan ende galt

Et eksempel med en 18-årig elev på Frederikshavn Handelsskole taler sit tydelige sprog: Unge er eksperter i at bruge digitale medier, men de ved alt for lidt om digital dannelse - og spørgsmålet er, hvem der skal lære dem det.

Chefredaktør Karen Keinicke <i>Foto: Lars Pauli</i>

Chefredaktør Karen Keinicke Foto: Lars Pauli

LEDER:Det var bare for sjov - en prank, som det vist hedder på nudansk - men det endte med, at 18-årige Nicolai Christensen skal finde en anden handelsskole end den i Frederikshavn at færdiggøre sin uddannelse fra, skriver tv2.dk.

1. g-eleven optog i en time sin lærer i smug, mens klassen fik en opsang, og videoen blev åbenbart så underholdende, at han bagefter delte den på det social medie Tiktok. Her nåede 163.000 mennesker i løbet af en uge at høre og se optagelsen fra Frederikshavn Handelsskole, inden skolen fik nys om det og fik Nicolai Christensen til at pille videoen ned, oplyser Tv 2.

Efterfølgende har eleven sagt undskyld, men det er ikke altid nok at bede om tilgivelse i stedet for tilladelse: Skolen har valgt, at eleven skal finde en anden handelsskole at færdiggøre sin uddannelse fra.

Man kan selvfølgelig diskutere, om det i den konkrete situation er for voldsom en konsekvens at blive bortvist for at dele en video fra en undervisningssituation. Men min vurdering er, at det er rimeligt. Det er desuden hævet over enhver diskussion, at man selvfølgelig ikke skal optage og dele en video uden de medvirkendes samtykke - det er rent faktisk ikke lovligt i de fleste tilfælde.

Det ved de fleste unge bare ikke. For mens mange har lært lektien om, at det at dele seksuelt indhold er totalt no-go, står det åbenbart anderledes til med mere subtile adfærdsregler på sociale medier. Ingen har forklaret dem godt nok, at indhold, som de finder sjovt og harmløst, rent faktisk kan være krænkende.  

Problemet er, at de er overladt til sig selv på medier som fx Tiktok, hvor de færreste voksne færdes, og da slet ikke hjemmevant. Derfor kan "hyggeligt og sjovt" indhold ende som alt andet end noget hyggeligt og sjovt, for man kan ikke regne med, at alle børn og unge har evnen til at sætte sig i andres sted. De kan ikke nødvendigvis indse, at alle ikke deler deres form for humor, og måske heller ikke helt rumme, at et socialt medie ikke er en tryg legeplads, men et verdensomspændende kommunikationsforum.

Børn og unge er så at sige alene hjemme på sociale platforme som Tiktok. Men ligesom når man lader sine børn være alene hjemme en lørdag aften, er de voksne altså ikke fritaget fra at udstikke nogle rammer. Forældre og uddannelsesinstitutioner har en bunden opgave i at oplyse om det her, vi kan ikke bare dække os ind under, at vi ikke er digitalt indfødte. 

Det er ikke raketvidenskab, at man skal følge almindelige regler god opførsel, hvis man vil undgå at komme galt afsted - også på sociale medier. Men unge kan ikke altid regne det ud selv, og det er og bliver en voksenopgave at udstikke rammerne.

Når videoen er delt 163.000 gange er det uigenkaldeligt for sent.   

 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.