Børn og unge venter længe på hjælp - nu skal det ændres
Ekstra millioner til behandling af nordjyder med psykiske lidelser
Opdateret kl. 20:04
NORDJYLLAND: Nordjyske børn og unge må ofte vente i mange måneder, i nogle tilfælde over et år, hvis de har psykiske problemer og skal have professionel hjælp.
- Vi er flove over de lange ventetider, siger Vibeke Gamst (K), formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Nordjylland.
Flere har brug for hjælp
I Nordjylland er antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien vokset med over en tredjedel de seneste år. Det har skabt lange ventelister og giver regionen problemer med at overholde udrednings- og behandlingsretten.
Nu har regionsrådet besluttet at bruge seks millioner kr. næste år til mere personale for at nedbringe de lange ventetider for børn og unge. 4,5 af de millioner skal bruges til ekstra personale i regionens børne- og ungepsykiatri, for eksempel læger, psykologer og sygeplejersker.
Desuden bruges 1,5 millioner kr. til, at en ekstra praktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri kan starte en ny praksis i Region Nordjylland.
Flere speciallæger
Målet er, at der skal være fire privatpraktiserende speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri i Nordjylland.
- Vi vil benytte alle de muligheder, som vi har, for at sikre nordjyske børn og unge psykiatrisk lægehjælp. Vi vil ansætte mere personale i den regionale børn- og ungepsykiatri, og vi vil sikre os, at de speciallæger i børn- og ungepsykiatri, som vælger at nedsætte sig i egen praksis, får mulighed for at gøre det i Nordjylland, udtaler Vibeke Gamst i en pressemeddelelse fra regionen.
- Vi må gøre alt for at nedbringe de kritisk lange ventetider, understreger hun.
Det gælder også psykiatrien for voksne i Nordjylland. Regionen vil bruge to millioner kr. til at ansætte ekstra personale til det formål.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.