Aflyser borgermøder om lægevagten: Vi er nødt til at gå et skridt foran

På grund af coronavirus har Region Nordjylland valgt at aflyse møder i Skagen og Brovst

Der skulle være holdt tre borgermøder. Det første blev holdt mandag i farsø, nu er møderne i Skagen og Brovst aflyst. Arkivfoto

Der skulle være holdt tre borgermøder. Det første blev holdt mandag i farsø, nu er møderne i Skagen og Brovst aflyst. Arkivfoto

NORDJYLLAND:På grund af den seneste udvikling af coronavirus, har Region Nordjylland valgt at aflyse borgermøder vedrørende lægevagten i Brovst og Skagen.

Mandag var der borgermøde i Aars, hvor cirka 80 deltagere mødte op, mens borgermødet i Skagen var planlagt til tirsdag og i Brovst onsdag, men de udskydes nu til et senere tidspunkt.

- Det er rigtig ærgerligt, at vi er nødt til at udskyde de to borgermøder, men myndighederne har skærpet tonen omkring påpasselighed. Vi må alle tage ansvar for at forebygge smittespredning af hensyn til især ældre og sårbare borgere, siger Mogens Ove Madsen (S), formand for regionens akut- og praksisudvalg.

Selvom myndighedernes anbefalinger lyder på, at arrangementer over 1000 bør aflyses, så mener Mogens Ove Madsen ikke, at det er en overreaktion, at aflyse et møde, hvor der ikke er udsigt til, at der kommer over 500.

- Som regionen er vi nødt til at gå foran - måske et skridt foran alle andre - og derfor har vi valgt at aflyse møderne, siger han.

Er det ikke bare en undskyldning for ikke at møde utilfredse borgere?

- Overhovedet ikke. Vi vil holde møderne på et senere tidspunkt, og vi vil rigtigt gerne høre borgernes mening, men i den nuværende situation mener vi, at det er det rigtige, at udskyde møderne, siger Mogens Ove Madsen.

Corona kan holde deltagere væk

At der kom 80 deltagere til borgermødet i Aars mandag, mener Mogens Ove Madsen, også kan skyldes frygten for Coronavirus.

- I februar var der 300 til et møde i Farsø, og mandag gik den almindelige snak på mødet også om at nogle ikke mødte op på grund af corona, siger Mogens Ove Madsen.

Han fortæller, at arbejdet med at finde på tiltag i de områder, hvor lægevagten er nedlagt.

- Der er behov for at sætte skub i noget ret hurtigt, og derfor fortsætter processen med nogle af de tiltag som ligger og vi umiddelbart kan sætte i værk. Så må vi efterfølgende holde borgermøde, og høre reaktionen, siger formanden for regionens akut- og praksisudvalg

Skal passe på hinanden

Dialogen mellem regionen og kommunerne, fortsætter også, selvom borgermøderne er aflyst.

- Vi tager beslutningen til efterretning og ser frem til, at borgermødet kan afholdes, og at der fortsættes en dialog om mulige løsninger, siger Mogens Christen Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune, i en pressemeddelelse fra Region Nordjylland.

- Det er en ekstraordinær situation hele verden står i, og ud fra et forsigtighedsprincip er det en klog beslutning at udsætte. Vi må handle ansvarligt og passe på hinanden i henhold til myndighedernes anbefalinger. Vi skal naturligvis senere mødes i Skagen om dette vigtige emne, siger Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, i pressemeddelelsen.

Akut- og praksisudvalget planlægger et ekstra borgermøde vedrørende lægevagten i i Brønderslev. PLO lukkede konsultationsstedet for lægevagten i Brønderslev i 2017. Lukningen er gjort permanent med den nye aftale, og der vil derfor også blive afholdt borgermøde i Brønderslev.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.