Brand i landejendom: To tredjedele af stuehuset brændt ned
Nordjyllands Beredskab kørte tirsdag eftermiddag ud til en brand på en landejendom
Opdateret kl. 19:16
Nordjyllands Beredskab rykkede ud til en brand på en mindre landejendom ved Snedsted i Thy tirsdag eftermiddag.
Meldingen kom ind 13.48, hvor naboerne lagde mærke til, at der kom røg fra vinduerne på ejendommen, mens de arbejdede i marken.
Derefter rykkede først stationen i Hurup ud til branden, og senere også fra stationen i Thisted.
Branden havde nået at tage godt fat, fortæller indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, Jesper Madsen.
- Det er et fuldstændig udbrændt køkken og stue, og taget over dem. Men det er helt i ro nu, vi fik det stoppet, så det ikke nåede udbygningerne.
Branden nåede at tage cirka to tredjedele af stuehuset, vurderer han.
Nu er brandfolkene ved at pille taget ned og lave efterslukning. Men da taget er et asbesttag, har man også tilkaldt en sanitetsvogn.
- Fordi huset havde asbesttag, så skal de brandfolk, der har været indsat, i bad i en sanitetsvogn, der er på vej herud, fortæller Jesper Madsen.
Man formodede, at ejeren ikke var hjemme, da vedkommendes lastbil ikke stod i indkørslen, fortæller indsatslederen. I første omgang kunne man dog ikke få fat i ejeren, og man frygtede derfor, at han og hans hund var på adressen.
- Politiet fik efter noget tid fat i ejeren. Han var ikke hjemme, og hunden var ude at blive passet. Så det var en god nyhed, vi fik der cirka tyve minutter inde i indsatsen.
Man kender endnu ikke brandårsagen.
Når beredskabet har afsluttet opgaven, bliver brandstedet afspærret, og så skal politiet i Thisted onsdag vurdere, om brandårsagen skal undersøges nærmere, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Rasmus Poulsen.
Nordjyllands Beredskab meddelte klokken 17.28, at det var færdig med slukningsarbejdet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.