Brand i yderste klitrække i Klitmøller
Godt 200 kvadratmeter af yderste klitrække blev svedet af i en mindre naturbrand mandag aften.
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:51
KLITMØLLER: Brandfolkene fra Hanstholm havde frit udsyn til Vesterhavet, da de mandag aften kørte til naturbrand i Klitmøller.
Det var nemlig et mindre naturområde for enden af P. Bolesens Vej - der er en sidevej til Krovej - hvor der var ild i noget hede og lyng.
Området er yderste klitrække med udsigt til havet og solnedgangen.
- Det er gået ud over godt 200 kvadratmeter, som er helt svedet af, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Henrik Gade Jespersen, der fortæller at branden hurtigt var slukket.
- Der var flammer i et bælte på cirka 10 meter, da vi ankom, men vi fik hurtigt hældt noget vand på, også på det der var svedet af, siger han.
Henrik Gade Jespersen forklarer, at selvom det har regnet de seneste dage, er det muligt for ild, at få fat i naturen.
- Et hede- og lyngområde er typisk tæt og i bunden er der tørt og vissent. Så selvom området ser grønt ud, så skal man være påpasselig for ilden kan sagtens få fat, siger han.
Henrik Gade Jespersen har ikke noget bud på, hvordan branden er opstået, men henviser til Midt- og Vestjyllands Politi.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.