Brandbiler kørte fast i Hammer Bakker efter besværlig brand

Det lykkedes brandfolkene at redde halvdelen af huset, men tre beboere og en hund er blevet genhuset

Arkivfoto <i>Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier</i>

Arkivfoto Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier

VESTBJERG:Nordjyllands Beredskab har lørdag aften kæmpet med en særdeles besværlig brand på Vestbjerg Skovvej - øst for Vestbjerg.

Branden brød ud kort før klokken 18.30, mens familien, der bor i huset, var hjemme.

- Det begynder som en el-brand inde i væggen. Familien, der er hjemme, kan se, at deres lys og det øvrige el i huset pludselig opfører sig underligt, og der kommer en stor gul og varm plet på væggen, siger Søren Korsgaard, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

Selvom indsatslederen er hurtigt fremme, så er køkkenet allerede overtændt.

- Jeg prøver at holde ilden nede med en haveslange, mens de seks andre biler kæmper for at komme frem. Det er store biler, og der er kun to mindre skovveje ind til huset, der ligger godt inde i Hammer Bakker, fortæller Søren Korsgaard.

- Det er ret svært at komme frem på de veje, selvom det bare er i første gear og så bare fremad, siger han.

Skruetrækker, brækjern og motorsav

Brandfolkene kan ikke forhindre, at ilden bredder sig til taget.

- Det er svært at slukke, for der er jerntag, og der er papirisolering, så vi skal i gang med skruetrækker, brækjern og motorsav for at komme ind til ilden, fortæller Korsgaard.

Det lykkedes dog de 16 brandfolk fra stationen i Aalborg at redde halvdelen af huset, og husets tre beboere og en hund kommer kommer også ud i god behold.

- Husets beboere og hunden er dog blevet genhuset, da den tilbageværende af huset er røg- og sodskadet, siger Søren Korsgaard.

Brandbilerne kører fast

Efter branden er slukket, er besværlighederne dog ikke ovre for brandfolkene.

- De smalle skovveje er kørt op af de syv udrykningskøretøjer, og vi skal have vendt bilerne for at komme ud af området. Flere af bilerne sidder fast, og det tager os faktisk en time fra vi har pakket sammen, og til sidste bil er ude af skoven, fortæller en træt Søren Korsgaard klokken lidt før 23.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.