Brobetaling er svær at forsvare - og at undvære
LEDER: Debatten om betaling for at passere Storebæltsbroen er vigtig, men ikke helt nem. Konklusionen må dog være et nej til betalingsveje i Danmark.
Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:32
I 1998 blev Storebæltsbroen indviet og erstattede en times sejlads "over hals og hoved", som nogen vittigt kaldte DSB's færgeforbindelse mellem Halsskov og Knudshoved ved henholdsvis Korsør og Nyborg.
Turen blev kortere og også billigere, når man sammenlignede broafgiften med færgebilletten. Ren win-win for mobilitet og pengepung, og dermed ganske naturligt, at bilisterne selv skulle være med til at betale, selvom betalingsvej i Danmark ellers ikke var noget, man havde brugt. Men netop fordi den afløste en færgeforbindelse og dermed ikke betød en merudgift, virkede det både smart og logisk.
Der skulle gå små 24 år, før modellen for alvor bliver taget op til revision. I mellemtiden har de mangle millioner bilister, der har krydset Storebælt, for længst betalt, hvad der svarer til anlægsudgifterne til broen. Alligevel skal man stadig betale stort set den samme.
Det har fået Bent Thodsen fra Hanstholm til at stille et borgerforslag om, at overfart over Storebælt skal gøres gratis for bilister, og forslaget har nu over 50.000 underskrivere og kommer dermed højst sandsynligt til afstemning i Folketinget ganske snart.
Bent Thodsen fortjener stor ros for at stille borgerforslaget, for han har jo ganske ret: Når regningen for broen nu er betalt, er det ulogisk, at netop denne indenrigs vejstrækning skal være betalingsvej.
Derfor skal vi - naturligvis - have en politisk debat om rimeligheden i, at netop denne afgift er ret og rimelig, mens det er gratis at benytte fx Lillebæltsbroen og Vejlefjordbroen.
Helt at fjerne betalingen giver nye hovedbrud. Indtægterne fra broen bliver investeret i ny infrastruktur, så enten skal der skrues op for skatter og afgifter et andet sted, eller også skal vi bruge færre penge til nye vejanlæg. Noget der måske kunne ramme en planlagt fast forbindelse - nemlig den over Limfjorden med passage over Egholm.
Trods det ubekvemme - og helt sikkert upopulære - stykke arbejde, der ligger for politikerne i at skulle finde penge til infrastruktur på andre måder, bør afgiften for at komme til Sjælland afskaffes. En betalingsvej ét sted i landet bryder med et godt princip om betalingsfri vej, og broen gør dermed det modsatte af, hvad det at bygge bro handler om: Den skiller ad i stedet for at samle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.