Brøndbyfan politianmeldt for kvælertag

Nordjyllands Politi bekræfter anmeldelse og undersøger sagen

Mindst en Brøndbyfan lavede tilsyneladende andet end at juble over sejren over AaB på Portland Park søndag aften. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Mindst en Brøndbyfan lavede tilsyneladende andet end at juble over sejren over AaB på Portland Park søndag aften. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Spillerne fra Superligamandskabet i Brøndby vandt kampen inde på selve stadion, og ifølge Nordjyllands Politi blev afviklingen af kampen udenfor stadion afviklet i god ro og orden. 

Men på udebaneafsnittet har der ifølge flere personer været en episode af ganske alvorlig karakter. 

Og det bekræftede vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi også indirekte i en pressemeddelelse efter kampen. 

- Der har været enkelte episoder eller sammenstød inde på stadion, som vil blive undersøgt nærmere, oplyste Anders Uhrskov i søndagens pressemeddelelse.

Nu er der via det sociale medie kastet lidt lys over en af de episoder.

På det sociale medie Twitter skriver Jesper Lohse Andreasen således følgende:

"Jeg har arbejdet hos AaB i mange år efterhånden, men aldrig før har jeg oplevet, at modstanderens fans har overfaldet og taget kvælertag på bodpersonale. De Brøndbyfans burde blive bandlyst for at se fodbold på stadion for evigt. Hjernedød opførsel", lyder det i Jesper Lohse Andreasens tweet.

Vicepolitiinspektør Anders Uhrskov bekræfter nu, at der er kommet en anmeldelse til politiet på episoden.

- Vi har modtaget en anmeldelse desangående. Episoden førte til yderligere episoder efterfølgende, og de episoder efterforskes af vores operative efterforskning. Hvad det hele ender med, det kan jeg simpelthen ikke sige på nuværende tidspunkt, understreger vicepolitiinspektøren.

De efterfølgende episoder skulle angiveligt blandt andet handle om tyveri af varer i salgsboden.

Hos Operativ Efterforskning oplyser vicepolitiinspektør Niels Kronborg, at man er i gang med at undersøge episoden.

- Det vi kan sige er, at vi ved, der har været en episode på stadion, der er blevet anmeldt, og det er vi i gang med at efterforske for at finde ud af, hvad der er op og ned, siger Niels Kronborg.

- Vi skal blandt andet have undersøgt, om der er sat videoovervågning op ved boden på udebaneafsnittet, som vi måske kan støtte os til, siger Niels Kronborg.

Vicepolitiinspektøren vil ikke ind på de nærmere omstændigheder omkring episoden endnu.

- Det synes jeg er for tidligt at sige noget om. Vi skal klart nok have talt med de vidner, der måtte have overværet episoden. Vi tager klart fat i anmelderen og andre der har været til stede, og så må vi se, hvad de kan fortælle os. Derefter tager vi stilling til et eventuelt videre forløb, fastslår Niels Kronborg.

Sjældent tilfælde

I AaB er direktør Thomas Bælum bekendt med episoden, og han fortæller, at AaB handlede hurtigt og prompte, da man erfarede, hvad der havde udspillet sig. 

- Vi valgte at lukke ned for den pågældende bod af hensyn til sikkerheden for vores bodpersonale. Vi vil ikke tolerere den form for utilstedelig opførsel, fastslår Thomas Bælum. 

Han har ligeledes været i kontakt med nogle af de kontrollører, der befandt sig i området. 

- Spørgsmålet i sådan en situation er, om det var den generelle stemning på tribunen, eller om det var en enkelt mands idioti, der kom til udtryk, og det var det sidste, der var tilfældet. Det var en lille gruppe mennesker, der var tale om.

- Selve kampafviklingen gik overordnet godt i forhold til, at det var en højrisiko-kamp, siger AaB-direktøren, der understreger, at det er sjældent, at sådanne episoder finder sted på Aalborg Portland Park. 

Efterfølgende var lederen af boderne på Aalborg Portland Park i tæt kontakt med den udsatte person fra boden i udebaneafsnittet, og AaB kalder bod-personalet ind til en snak om, hvad man eventuelt kan gøre for at undgå den slags episoder i fremtiden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.