Debat

Byrådets cykelinvesteringer fortjener også anerkendelse

- Vi glæder os over, at det trods stramme budgetter er lykkedes byrådet de seneste fire år at finde midler til cykelfremmende infrastruktur, skriver Mike Hedlund-White (billedet) og Nicolai Kammersgaard.
- Vi glæder os over, at det trods stramme budgetter er lykkedes byrådet de seneste fire år at finde midler til cykelfremmende infrastruktur, skriver Mike Hedlund-White (billedet) og Nicolai Kammersgaard. Foto: Lars Pauli

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

TRANSPORT: Kære afgående byråd. 

Som hverdagscyklisternes stemme har vi forsøgt at fastholde jer på ambitionen om, at Aalborg skal være blandt landets bedste cykelkommuner. Vi har ikke været blege for at kritisere, når cykelpuljemidler blev sendt retur eller når udviklingen stod stille. Men inden stafetten gives videre, fortjener I at vi fremhæver jeres succeser.

Åbningen af Nordjyllands første supercykelsti fra Nytorv til supersygehuset i Aalborg Øst har givet de omkring 30.000 beboere langs ruten en hurtigere og mere direkte forbindelse til midtbyen og universitetsområdet. Særligt i myldretiden kan man se at supercykelstikonceptet har slået godt an hos cyklisterne.

Også forsøgene med at få flere børn til at gå eller cykle i skole har båret frugt. Hjertezonerne ved Højvangsskolen i Svenstrup og på Vejgaard Østre Skole gør det mere sikkert, trygt og attraktivt for børn og unge at gå og cykle i skole. 

På Højvangsskolen vurderer 60 procent af forældrene, at trafiksikkerheden er blevet bedre, og 52 procent føler sig mere trygge ved at sende deres barn afsted på cykel eller til fods. Det kan de involverede politikere godt være stolte af.

Derudover er cykelstien på Kastetvej blevet moderniseret og udvidet i bredden, så den kan absorbere det stigende antal ladcykler, el-løbehjul og andre trafikanter på cykelstien.

Kommunens to-årige dele-elcykelforsøg i ni landsbyer viste også lovende resultater. Her erstattede 55 procent af elcykelturene bilkørsel og hele 90 % af deltagerne i forsøget vil anbefale en elcykel til andre. 221 borgere prøvede de 12 elcykler og tilbagelagde i alt 18.479 km i løbet af forsøgsperioden.

Dertil kommer de nye cykelgader, hvor biltrafikken skal tilpasse sig cyklisterne, gratis cykelmedtagning i alle busser og den rekreative sti langs Limfjorden mellem Stigsborg og Sundby-Hvorup sejlklub. Endelig viser Stigsborg Skole, at gode cykelforhold og fokus på at gøre det trygt, sikkert og sjovt at cykle og gå i skole virker. 84 % af eleverne i 4.– 7. klasse kommer til skole på cykel eller til fods.

Vi glæder os over, at det trods stramme budgetter er lykkedes byrådet de seneste fire år at finde midler til cykelfremmende infrastruktur, vellykkede forsøgsprojekter og en række moderne tiltag, der flere steder i Aalborg og Nørresundby har løftet hverdagen for de aktive trafikanter til et niveau, der flugter med ambitionen om at blive førende cykelkommune i Danmark.

Initiativerne i den afsluttede byrådsperiode peger i den helt rigtige retning. Derfor håber vi at det kommende byråd vil prioritere cykelområdet endnu højere, da cykling er en sund investering for samfundet med et stærkt afkast på adskillige centrale parametre. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden