Carlsberg laver alkoholfri variant af klassiker
En populær Tuborg-øl har 30 års jubilæum, og det fejrer de med en ny variant
Opdateret kl. 14:33
NORDJYLLAND: En kold øl er for mange et fristed. Men oftere og oftere søges der mod alkoholfrie varianter. Til dem, der gør det, kommer der nu en helt ny - eller gammel -variant.
Der er tale om, at Tuborg Classic nu produceres i en alkoholfri variant for at fejre netop Classicens 30 års jubilæum.
Det oplyser Carlsberg Danmark i en pressemeddelelse.
- Efter 30 år er Tuborg Classic populær som aldrig før, så vi er utroligt glade for, at vi nu kan tilbyde danskerne en kold Tuborg Classic uden alkohol. Den alkoholfri variant er stadig brygget på en mørkere malt end en almindelig pilsner og har derfor en lidt sødere og fyldigere smag, siger Nanna Leth, senior brand manager for alkoholfri øl hos Carlsberg Danmark.
- Da Tuborg Classic for første gang blev lanceret for danskerne i 1993, var der slet ikke noget, der hed Classic. Nu er omtrent hver sjette solgte øl en Tuborg Classic så vi er stolte over at have været med til at skabe kategorien og nu bidrage med vores bud på en alkoholfri Classic, siger Nanna Leth.
Allerede fra denne uge kan man købe den alkoholfrie øl i flere af landets dagligvarebutikker og på barer.
Mere og mere alkoholfrit
Generelt storhitter alkoholfrie øl i Carlsberg-koncernen.
Carlsberg Nordic Pilsner, Carlsberg Nordic Ale og Tuborg Grøn Nul er blandt varianterne, der er solgt flest af, og nu udvides sortimentet.
- Vi har et stort udvalg af alkoholfri varianter og en andel på næsten 45 pct. af markedet for alkoholfri øl, men vi vil udvide segmentet med endnu flere alkoholfri øl . Vores ambition er, at alle forbrugere skal vide, at der altid er et alkoholfrit alternativ inden for vores største ølbrands, siger Charlotte Damgaard, marketingansvarlig for alkoholfri øl hos Carlsberg Danmark.
Carlsberg Danmark har siden 2014 produceret alkoholfrie øl.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.