Frivilligt arbejde

Christin går for børn med problemer: - Nogle gange er det faktisk næsten vigtigere for mig end mine egne børn

"Gå for Børnetelefonen" hedder projektet, der skal være med til at samle penge ind til, at flere børn og unge kan tale med en voksen om livets problemer

Christin Walter er holdleder for Hold Nord, som er et af de i alt seks hold fordelt over Danmark, der via vandring samler ind til Børnetelefonen for Børns Vilkår. Foto: Torben Hansen
Christin Walter er holdleder for Hold Nord, som er et af de i alt seks hold fordelt over Danmark, der via vandring samler ind til Børnetelefonen for Børns Vilkår. Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 18:09

Et sted i Nordjylland mødes syv mennesker en gang om ugen for at gå sammen.

De er alle udemennesker og elsker at gå, men selve gåturen er hverken højdepunktet eller målet i sig selv.

Målet er derimod at samle penge ind til børn, som har brug for rådgivning til at håndtere livets store og små problemer, og det vil de syv nordjyder gøre opmærksom på via ugentlige gåture og til sidst en tur til Spanien til september, hvor de skal gå et stykke af den sagnomspundne pilgrimsrute Caminoen.

Der er ikke nogen regler for, hvordan det skal lykkedes de frivillige at samle penge sammen. Det kan ske via virksomheder, der sponsorerer dem og giver et logo på deres vandretrøjer, fra privatpersoner eller noget tredje.

De midler, som holdleder for Hold Nord, Christin Walter, og hendes hold samler ind, går til Børnetelefonen.

- Børn og unge er for mig vores allesammens fremtid og hele samfundets ansvar. Derfor er det i mine øjne vores, de voksnes, forpligtigelse at gøre vores bedste for dem - uanset om det er vores egne børn eller ej, siger Christin Walter.

Gå for Børnetelefonen

"Gå for Børnetelefonen" er arrangeret af Børns Vilkår.

Fordelt på seks hold landet over mødes frivillige til gå-træning, som de selv planlægger. Hvert hold har et sted mellem 7-20 medlemmer.

Hovedformålet med "Gå for Børnetelefonen" er at indsamle midler til Børnetelefonen. Hvordan man vil lykkes med det, er op til det enkelte hold at finde ud af i fællesskab.

Om Børnetelefonen:

Børnetelefonen er en rådgivningslinje for børn.

Hver dag, året rundt sidder Børnetelefonens frivillige rådgivere klar til at lytte og rådgive børn og unge i Danmark om deres problemer, store som små.

- Det kan være alt fra børn, der oplever misbrug, har spørgsmål til forelskelse, stress eller mobning. Aktuelt er der mange børn, der ringer, fordi de er nervøse for, at der bryder krig ud efter Ruslands invasion af Ukraine.

Når man kontakter Børnetelefonen, kan man være anonym.

Sidste år havde rådgiverne på Børnetelefonen 55.300 samtaler med børn og unge, der havde brug for at tale med en voksen. Det tal er stigende - året før havde de 52.700 samtaler.

Børnetelefonen har åbent alle dage året rundt. I november 2021 blev Børnetelefonen permanent døgnåben.

Læs mere om projektet her.

For Christin Walter handler det om mere end at samle ind til et godt formål. På mange måder ser hun kampen for en bedre fremtid for vores børn og unge som hendes "livsværk" og et samfundsansvar. Foto: Torben Hansen

Et samfundsansvar

Den 48-årige holdleder er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men er i primært selvstændig, blandt andet som forfatter, foredragsholder og stresscoach.

Derudover har hun været frivillig hos Talentspejderne, som er en organisation, der hjælper børn unge med at få øje på og udvikle deres evner og talenter.

For Christin er det vigtigt at tage et samfundsansvar, og hun tænker tit på, hvordan hun kan bidrage til en bedre fremtid for børn og unge og for samfundet.

Hun nævner blandt andet de konsekvenser, som coronanedlukningen gav mange børn og unge, som et eksempel på nogle af de udfordringer de står overfor. Også det store - ifølge hende - præstationspres, som børn og unge oplever i mange af livets facetter, er et eksempel på og et argument for, at det kommer os alle til gode, hvis vi investerer ekstra i barn- og ungdommen.

- Nu skal du høre det her rigtigt, starter Christin ud i frygt for at blive misforstået. Men hun er ikke svær at forstå. Hun taler både tydeligt, lige ud af posen og med en passion, der er til at føle.

- Nogle gange er det faktisk næsten vigtigere for mig, end mine børn. For jeg ved, at det her større billede har så store konsekvenser, at det også influerer mine børn. Mine egne børn bliver jo også stresset af det pres, de oplever, lige så snart de går uden for døren til samfundet.

- Jeg tror, vi skal være bedre til at lytte til børn og unge og fokusere på, hvem det enkelte barn er, og det er jo blandt andet også det, BørneTelefonen bidrager til. Det handler om at lytte til dem, som de er.

Det er ikke kun i forbindelse med "Gå for Børnetelefonen", at Christin Walter engagere sig i at hjælpe børn og unge. I hendes arbejde som bl.a. coach har hun fået en indsigt i, hvor mange udfordringer børn står overfor i hverdagen. Foto: Torben Hansen

Udover at være mor til to piger hjælper Christin til daglig børn, unge og voksne til at tro på sig selv og arbejder ud fra en tankegang om, at vi alle er forskellige og med udgangspunkt i et holistisk selvbillede.

Dermed er de udfordringer børn og unge oplever ikke fjernt for hende, men omfanget af henvendelser til Børnetelefonen kom dog alligevel bag på hende.

- Jeg kendte godt Børnetelefonen, men det gik op for mig at behovet er meget, meget større, end jeg var klar over. De får så mange henvendelser dagligt. Ikke bare på telefonen - men via alle medier i dag. Det er vigtigt, at ingen børn bliver ladt i stikken, understreger Christin.

Vandretræningen er det sekundære

Christin og resten af det nordjyske hold har planlagt at mødes minimum én gang ugentligt frem til september, hvor det nordjyske landskab bliver byttet ud med den portugisiske del af den populære pilgrimsrute Caminoen.

Selvom Caminoen udgør adskillige ruter og strækker sig over mange hundrede og tilsammen tusinde kilometer, skal holdet fra Nordjylland gå en rute på cirka 120 km. fordelt over fem dage.

Med en god fysisk grundform, som de alle på holdet mener at have, er det derfor ikke selve træningen, der er i hovedsæde eller årsag til de mange ture.

Det handler om at nyde hinandens fællesskab og passionen for at gå, men mest af alt drejer det sig om det fælles mål - at samle penge sammen til et godt formål.

- Det handler om indsamlingen, ikke om formen. Selvfølgelig handler det også om at hygge sig, når vi er afsted, men fokusset på holdet er, at vi skal have nogle penge hjem for det her formål, der hedder vores børn, fortæller Christin.

På tværs af de respektive vandrehold er der skabt en intern konkurrence, der skal motivere dem til at samle mest muligt ind. Præmien til holdet, der samler mest ind, er.... glæden ved at kunne hjælpe. Foto: Torben Hansen

Hendes egen tilgang er dog mere filosofisk forstået på den måde, at hendes endegyldige mål ikke er nået, når der er blevet samlet et stort beløb ind til børnetelefonen.

For Christin er det et led i et større CSR-arbejde, der går i tråd med "verdensmålene (red. FN's 17 Verdensmål) og hendes indre drivkraft".

- Projektet er jo et symptom for det kæmpe behov, som vi har pligt til at gøre noget ved som samfundsborgere. Vi har p.t. et symptom med en telefon, der er for rødglødende. Men hvorfor er det behov der? Hvad kan vi gøre anderledes udover at "slukke ildebrande" og symptombehandle det behov, der er blevet skabt. Jeg ønsker at bidrage til at finde frem til årsagen, siger Christin.

Kan man sige, at projektet i virkeligheden er større end selve projektet for dig?

- Ja, det er det, helt klart. Jeg håber på at være med til at sætte fokus på de problemer, der findes blandt de unge. Det, der er godt ved børnetelefonen, er, at man finder ud af, hvad problemet er. Man finder frem til årsagerne ved at tage fat i symptomerne, fordi de lytter til børnene, så man får klarlagt årsagerne. Sådan får Børns Vilkår noget statistik, som man forhåbentlig som politiker tager ansvar for og handler på. Det er virkelig, virkelig vigtigt for mig.

Hvad er CSR?

CSR er en forkortelse for Corporate Social Responsibility

Det kaldes også samfundsansvar, social ansvarlighed, bæredygtighed og tredobbelt bundlinje.

Uanset, hvilken betegnelse man bruger, handler CSR om, at virksomheder udviser ansvarlighed i forhold til det omgivende samfund.

Det handler om at drive forretning på en måde, der minimerer negative påvirkninger og maksimerer positiv værdi for mennesker, miljø og økonomi.

Kilde: Dansk Erhverv

I lørdags var Hold Nord i Hammer Bakker i Vendsyssel for at træne op, nyde hinandens selskab og ikke mindst for at snakke om, hvordan de i samarbejde får indsamlet penge til projektet. Foto: Privatfoto

Alle mod alle i sagens tjeneste

De syv nordjyder er ikke ene om at samle ind til Børnetelefonen. Landet er delt op i seks, hvor hver enkel landsdel har sit eget hold, som ligesom Hold Nord mødes cirka en gang ugentligt.

Konkret skal de indsamlede penge bruges på at rekruttere og uddanne flere frivillige rådgivere, så flere børn kan blive hjulpet med deres problemer.

De respektive hold forsøger at lægge en plan for, hvordan de får private investorer og virksomheder i deres område til at yde den økonomiske støtte, og derudover har hvert hold har sin egen Mobilepay.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der kommer til at være en intern konkurrence holdene imellem, siger Christin og appellerer til, at fordommen om, at nordjyderne har svært ved at hive pungen op af lommen, bliver gjort til skamme.

- Da jeg var til holdleder-møde med de andre holdledere, oplevede jeg nogle fordomme om, at det ville være svært for os at få penge ud af nordjyderne. Her har vi noget, der skal bevises, og det skal nok lykkes os at vise dem, at vi gerne vil hinanden og fremtiden. Selvom vi er et lille hold, skal vi nok nå målet og blive det hold, der samler mest ind.

Det er naturligvis sagt med et glimt i øjet, da pengene i sidste ende havner hos Børnetelefonen, om det er det ene eller det andet hold, der indsamler mest.

- Men vi håber på at slå de andre. Hvis Aarhus eksempelvis indsamler en million kroner, indsamler vi en million og to kroner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden