Coronaguide til de store ferielande: Et sted risikerer du at få en ubehagelig overraskelse

Nogle europæiske lande forlanger fortsat coronapas eller særlige mundbind – især ét land kan overraske. Få overblik og vigtige henvisninger, inden du drager afsted 

Topfoto <i>Jette Klokkerholm</i>

Topfoto Jette Klokkerholm

NORDJYLLAND:Hvis du vil undgå en grim overraskelse, når du rejser på ferie, gør du klogt i at sætte dig grundigt ind i reglerne – nogle lande stiller fortsat særlige krav for at begrænse spredning af covid-19.

Smitten stiger lige nu voldsomt i mange sydeuropæiske lande. Især Spanien, Italien og Frankrig er ramt af en sommer-corona-bølge, og der er grund til at være ekstra opmærksom på reglerne i de to sidstnævnte lande – og naturligvis passe godt på dig selv.  

Her giver vi dig reglerne for nogle af de mest populære destinationer – og tip til hvor du finder mere information.  De regler, som beskrives i artiklen, var gældende 11. juli klokken 10:

1. Frankrig – kræver coronapas

Som et af få lande i Europa kræver Frankrig fortsat, at du ved indrejse har et gyldigt coronapas med enten vaccination, immunitet eller en negativ test. Reglerne gælder ikke for børn under 12 år.

Som færdigvaccineret kan du frit rejse ind i Frankrig, men du skal fremvise dokumentation for vaccination i form af det europæiske coronapas (digital version) eller covid-19-attest med QR-kode (papirversion). Det kan være en fordel at medbringe begge versioner.

Hvis du tidligere har været smittet, betragtes du som immun i seks måneder efter du fik konstateret smitte, og du kan frit rejse ind i landet. Som dokumentation for tidligere smitte skal du fremvise et positiv testresultat, som er mindst 11 dage og højst seks måneder gammelt. 

Rejsende, som ikke er vaccinerede/færdigvaccinerede eller tidligere smittede, skal fremvise en negativ pcr-test, der er højst 72 timer gammel eller en negativ antigen-test, der er højst 48 timer gammel.

Antigen-selvtest, som er foretaget af borgerne privat, vil ikke kunne udløse coronapas.

Ved indrejse til Frankrig kan flyrejsende blive bedt om at udfylde en European Passenger Travel Locator-formular. I så fald vil de rejsende få besked fra flyselskabet

Læs mere om gyldigt coronapas og øvrige covid-19-regler i Frankrig på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Malta har tilsvarende krav om coronapas - Portugal ophævede kravet 1. juli.

2. Italien – krav om maske

I Italien gælder et specifikt krav om at bære et særligt kraftigt mundbind af typen FFP2, nærmest en maske, når man anvender kollektive transportmidler, samt i lægehuse, på hospitaler, plejehjem. Den type mundbind/maske kan bl.a. købes på med24.dk og i Matas. Kravet gælder frem til 30. september. Kravet om mundbind gælder ikke børn under seks år eller personer, der på grund af deres handicap eller sygdom ikke kan bære maske.

Fra 1. juni er der ikke længere indrejserestriktioner eller krav om coronapas ved indrejse til Italien. Men coronapas skal fremvises i lægehuse, på hospitaler og plejehjem – det danske coronapas  er godkendt som dokumentation.

Hvis du får symptomer, der kan give mistanke om COVID-19, mens du rejser i Italien, skal du isolere dig og kontakte de lokale sundhedsmyndigheder via de regionale hotlines. Find telefonnumre via Udenrigsministeriets hjemmeside. I Italien kan man mod betaling blive testet på apoteker samt på privatklinikker og laboratorier. Du skal bestille tid i forvejen.  

Læs mere om reglerne i Italien på Udenrigsministeriets hjemmeside.

3. Spanien – smittehotline

Spanien har ophævet alle indrejserestriktioner for rejsende fra Danmark og øvrige EU-lande. Der kræves således hverken coronapas eller indrejseformular ved indrejse til Spanien uanset om indrejse sker med fly, skib eller bil.  Nye regler kan indføres med meget kort varsel, så du bør holde dig opdateret. 

Krav om brug af mundbind er stort set udfaset i Spanien. Som udgangspunkt er det kun obligatorisk at bære mundbind i offentlig transport, på hospitaler, apoteker og plejehjem. 

Hvis du under dit ophold i Spanien får mistanke om, at du er smittet med covid-19, kræver de spanske myndigheder, at du selvisolerer dig, undgår kontakt med andre og kontakter de regionale sundhedsmyndigheder. Hver region i Spanien har oprettet en hotline for covid-19. Du finder de regionale hotlines her.

Læs mere om reglerne i Spanien på Udenrigsministeriets hjemmeside.

4. Tyskland – krav ophævet

Fra 1. juni er samtlige krav om dokumentation ved indrejse til Tyskland bortfaldet. Det gælder uanset vaccinestatus, alder og formålet med indrejsen. Men hold dig altid opdateret, da regeringen forbeholder sig ret til at genindføre indrejsebestemmelser med kort varsel. De fleste steder er der krav om brug af mundbind i offentlig trafik.

Du bør altid følge de lokale myndigheders anvisninger, og  undgå kontakt med andre, hvis du frygter at være smittet med Coronavirus. Nogle delstater har særlige krav til mundbind - visse forretninger og virksomheder kræver at du benytter mundbind.

Læs mere om anbefalinger i Tyskland på Udenrigsministeriets hjemmeside.

5. Grækenland – mundbind

Der er ingen covid-19-relaterede restriktioner for indrejse til Grækenland – du kan frit rejse ind i landet uden at fremvise coronapas.

Mundbind er påkrævet i offentlig transport uden nummererede pladser (f.eks. busser, metro, sporvogn og taxa), på færger, i apoteker samt på hospitaler, plejehjem og lignende. Børn under fire år er undtaget fra at bære mundbind. Det anbefales stadig, at man bærer mundbind, når mange mennesker er samlet.

Læs mere om reglerne i Grækenland på Udenrigsministeriets hjemmeside.

6. Kroatien – testcentre

Kroatien har på nuværende tidspunkt ingen krav om karantæne, coronapas eller test for personer, der kommer til landet.

Som i alle andre lande gælder, at du skal følge de lokale myndigheders anbefalinger, hvis du har mistanke om, at du er smittet. Du kan finde en oversigt over testfaciliteter i Kroatien på  siden: Testing centers in Croatia (koronavirus.hr)

7. Sund fornuft – verden over 

Udenrigsministeriets hjemmeside under "Rejsevejledninger" kan du finde regler for lande verden over. Der er rejsevejledninger for alle lande, hvor Danmark har en ambassade eller "væsentlige interesser". Under de enkelte lande finder du telefonnumre og anvisninger på hvad. du skal gøre, hvis du bliver smittet.

Udover at kende reglerne skal du for din egen skyld tage de kendte forholdsregler, hvor mange mennesker er samlet – f.eks. i lufthavne, fly og på større turistattraktioner. Brug håndsprit, mundbind, hold afstand og vask hænder/sprit af, inden du spiser. 

I alle tilfælde bør du medbringe CE-mærkede mundbind, hvis ikke landet har særligt skærpede krav til mundbind – som f.eks. Italien.

De danske lufthavne stiller ikke længere krav om, at flyrejsende skal bære mundbind eller visir ved ophold i lufthavnene. Du skal dog tjekke med dit flyselskab, om de kræver, at du bærer mundbind ombord på flyet. Eller bare tage det på, hvis du er mest tryg ved det, uanset hvad andre gør.

Hvis du under rejser i udlandet får symptomer, der kan give mistanke om covid-19, skal du følge de lokale myndigheders anvisninger, som fremgår af rejsevejledningen. Du skal hurtigst muligt tage kontakt til din rejseforsikring – tjek inden afrejsen, hvordan du er dækket ved covid-19-sygdom.

Uanset hvad de enkelte lande kræver, bør du naturligvis blive hjemme, hvis du føler dig syg med tydelige corona-symptomer eller har fået en positiv test. I de tilfælde bør du ikke tage offentlig transport, taxi, fly eller tage på rejse.

Her kan du læse de danske myndigheders seneste covid-19- anbefalinger:

****

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.