Rekordfå nordjyder udsat for indbrud
Nordjyderne er dem, der har absolut mindst risiko for at få indbrud - og politiet er dem, der opklarer absolut flest indbrud

Arkivfoto
NORDJYLLAND:For blot seks år siden var Nordjylland et af de steder i landet, hvor der blev begået flest indbrud i private hjem. Men meget har ændret sig siden da, og Nordjylland er nu det sted i landet, der bliver begået færrest indbrud - også målt pr. 1000 indbygger.
Altså lige bortset fra Bornholm, som udmærker sig ved at være en politikreds, der næsten ikke har indbrud.
704 indbrud blev der begået i Nordjylland i 2021. Det er et fald på 34 procent i forhold til året før, som også var et år, hvor der blev sat bundrekord i antal indbrud.
Det svarer til 1,34 indbrud pr. 1000 indbygger - til sammenligning er landsgennemsnittet 2,56.
Og det er noget af et dyk. Man skal ikke mange år tilbage, før det var hverdag, at der blev begået omkring 3000 indbrud i Nordjylland.
Men det ændrede sig i 2016, efter antallet af indbrud i Nordjylland igen nærmede sig 3000 og gik stik imod tendensen på landsplan med faldende indbrudstal.
Politiet oprustede markant på indbrudsområdet og borgerne blev aktiveret i organiseret nabohjælp. Og lige siden er indbrudstallet faldet støt.
- I al beskedenhed, så er vi blevet dygtigere og samtidig er borgerne blev bedre til at sikre deres hjem. Især nabohjælp har en stor effekt, siger lederen af berigelsesafdelingen hos Nordjyllands Politi, politikommissær Ulf Munch Sørensen.
Men inden al æren går til borgere og politi, så er der en anden faktor, som naturligvis også har haft stor indflydelse på indbrudstyvenes aktivitet - nemlig corona. De største fald i indbruddene har således været under de to år med nedlukninger.
Flere har været hjemme, og de omrejsende kriminelle er i stort omfang blevet ude af landet, hvilket tager toppen af indbruddene.
- Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om coronaen, men det er ikke hele årsagen til de store fald, siger Ulf Munch Sørensen.
Kamp mod indbrud fortsætter
Men der er også corona i resten af landet, og her er det ikke lykkedes at komme så langt ned i antal indbrud.
Igen fremhæver politikommissæren det fokus, Nordjyllands Politi har haft på indbrudsområdet siden 2016, hvor man oprettede nye indbrudsgrupper. På trods af markant faldende tal - især de seneste tre år - så har man i Nordjylland opretholdt samme styrke.
Indbrudsgrupperne i Aalborg, Himmerland og Vendsyssel har igennem årene oparbejdet et stort kendskab til området - og det giver resultater, fortæller Ulf Munch Sørensen.
- Hvor andre kredse har nedlagt eller nedjusteret indbrudsgrupperne, så har vi fastholdt dem. Og det tror jeg er en væsentlig årsag til de fald i indbrud, vi ser nu. Jeg har kolleger, der har stor erfaring og er særdeles dygtige, siger politikommissæren og fortsætter:
- Og så har vi fået hjælp af coronaen, som har givet os mere tid til at kigge på de indbrudstyve, vi har heroppe. Og vi er blev gode til at få dem sat ind, og vi er meget opmærksomme på dem, når de kommer ud igen.
Flere indbrud opklares i Nordjylland
Og der er nok noget om snakken, for ikke nok med at nordjyderne er dem, der er i mindst risiko for at blive udsat for indbrud, så er Nordjyllands Politi også dem, der opklarer flest indbrud.
I 21,3 procent af sagerne bliver der rejst sigtelses mod en eller flere indbrudstyve - her er landsgennemsnittet 11,8 procent.
Ulf Munch Sørensen glæder sig naturligvis over de lave indbrudstal, men der er stadig plads til forbedring.
- Jeg vil altid gerne have, at vi kommer endnu længere ned - selvom vi godt nok er langt nede nu, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.