Politiet ville inddrage kørekort, men fandt stjålet traktor og narko

Mandag eftermiddag blev en 48-årig mand varetægtsfængslet i fire uger

Arkivbillede: Mads Claus Rasmussen

Arkivbillede: Mads Claus Rasmussen

TOLNE:Mandag eftermiddag blev en 48-årig mand varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i retten i Hjørring for ulovlig besiddelse af cirka 300 gram amfetamin.

Narkoen blev fundet af politiet på den sigtedes bopæl søndag aften, men det var ikke med denne mistanke i sinde, at to betjente var kørt ud til adressen.

Det skete i stedet i forbindelse med en anden sag, hvor politiet skulle ud og inddrage et kørekort på den sigtede mands adresse.

Da betjentene ankom, fik de øje på en traktor med både frontlæsser og høvender, som stod parkeret i indkørslen.

Da de slog traktoren op i systemet, viste det sig, at traktoren og høvenderen var meldt stjålet fra en lade i nærheden af Løgumkloster tilbage i juli.

I samme omgang slog politiet traileren, som også holdt i indkørslen, op. Ligeledes var den meldt stjålet.

Da politiet bankede på døren, traf de to mænd og en kvinde, alle i 40'erne. Den 48-årige mand forklarede, at traktoren var blevet købt for et par dage siden på et værtshus, men han kunne hverken huske navnet på sælgeren, eller hvor han havde hentet den. Dokumentation på købet havde han heller ikke, ligesom han også manglede det for købet af traileren.

Alle tre personer blev sigtet og anholdt for tyveriet af traktoren, mens den 48-årige mand også blev sigtet for brugstyveri af traileren.

Her stoppede sigtelserne dog ikke.

Politiet ransagede adressen og opdagede, at flere af nummerpladerne på også bilerne i indkørslen var meldt stjålet, og så fandt de en dåse med amfetamin i en fryser på stedet.

- Så skulle man ransage efter nøglerne til den her traktor. I forbindelse med ransagelsen finder man cirka 300 gram amfetamin på bopælen, fortæller anklager Thomas Klingenberg.

Derfor blev den 48-årige mand altså også sigtet for besiddelse af ulovlig narko med henblik på videreoverdragelse, som var den del af sagen, han blev fremstillet for i mandagens grundlovsforhør.

- Det er gaven, der bliver ved med at give, kan man sige. Man kører ud for at inddrage et kørekort, og pludselig bliver det til en sag om en traktor, og så endte det med en varetægtsfængsling for amfetamin, siger Thomas Klingenberg.

Den sigtede er tidligere straffet. Han nægtede sig skyldig og kærede efterfølgende afgørelsen.

De to personer, som også blev sigtet for tyveriet af traktoren, var ikke en del af retssagen mandag eftermiddag. Ifølge Thomas Klingenberg efterforsker politiet stadig denne del af sagen.

- Den stjålne traktor ledte til denne sag, en fremstilling og en fængsling i fire uger. Det er sådan en sag, der pludselig kan udvikle sig, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden