Dagens gode nyhed: Vi fører kapløbet med Delta
Når myndighederne har dårligt nyt til danskerne om corona, holder de pressemøder. Når de har godt nyt, sender de en e-mail. Det er da for dumt, men det skete igen i fredags.
Opdateret 16. maj 2022 kl. 14:24
Her er en god nyhed, som du måske ikke har læst før nu:
Der er dobbelt så mange doser af vaccinen fra Moderna på vej til Danmark allerede fra den kommende uge. Dermed rykker vi yderligere foran i det, der er blevet udråbt til et kapløb med den såkaldte Delta-variant. Lige nu tyder alt på, at vi vinder, og Delta taber.
Nyheden om de ekstra vacciner blev gemt af vejen i en e-mail fra Sundhedsstyrelsen til regionerne sent fredag. Den blev udsendt nogle timer efter, at Sundhedsstyrelsen i stedet offentligt fokuserede på beslutningen om, at vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson fortsat holdes ude af det danske vaccineprogram.
Situationen var desværre klassisk. Når sundhedsmyndighederne kommunikerer nyt om corona-pandemien, overtrumfer den bekymrende nyhed altid den opmuntrende. Dårligt nyt kommer ud på live-transmitterede pressemøder, som samler nationen. Godt nyt står i en pressemeddelelse, som de færreste læser. Eksemplerne på dette står i kø. Lad mig blot nævne det mest oplagte:
Statsminister Mette Frederiksen var på skærmen, da hun i november 2020 lukkede syv nordjyske kommuner ned. Da kommunerne blev lukket op igen før tid, fordi truslen fra den såkaldte cluster-5-variant viste sig stærkt overdrevet, blev offentligheden gjort bekendt med det via en pressemeddelelse.
Om det er bevidst eller ej, er umuligt for mig at afgøre, men myndighederne er eminent dygtige til at holde liv i den angstfortælling, som jeg også var inde på i lederen forrige søndag. Regering og myndigheder vil naturligvis svare, at de blot forsøger at leve op til deres ansvar for at bringe nation og befolkning så sikkert gennem pandemien som muligt. Derfor må de operere med worst case-scenarier.
Accepteret, men hvorfor gemme de gode nyheder væk? Dem, der forstørrer lyset for enden af tunnelen og giver os moral og håb? Jeg har svært ved at finde en bedre forklaring, end at myndighederne er bekymrede for, at alt for rosenrøde udmeldinger vil få os svage sjæle til at slække på anbefalingerne og kaste os ud i skørlevned.
Jeg håber, jeg tager fejl, og at der fra centralt hold er højere tanker om befolkningen, men jeg kommer yderligere i tvivl, når jeg ser, at der fra flere sider nu rejses en debat om, at vi skal indføre permanente restriktioner i nattelivet. Diskoteker, værtshuse og andre vandhuller må lige nu servere alkohol frem til midnat, og fra midt i juli må de holde åbent til klokken 2. Først fra september sættes de fri. Eller gør de?
En ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd dokumenterer, at antallet af voldsanmeldelser i områder med mange udskænkningssteder er faldet med 90 procent under nedlukningen – og jo længere tid, der er åbnet, jo mere vold følger med. Det er ikke overraskende, at dumheder følger indtaget af alkohol, og Rigspolitiet stiller nu spørgsmålet, om vi bør have permanente restriktioner på lukketider og antal gæster.
Svaret må være et rungende nej. Kontrol er en fristelse, vi skal vare os over for. Beslutningen kan trygt overlades til de lokale udstedere af alkoholbevillinger, og langt de fleste udskænkningssteder har i årevis taget ansvar for deres gæsters sikkerhed. De brodne kar må vi slå ned på. Vi skal i stedet hurtigst muligt give befolkningen friheden til selv at bestemme, hvor og hvornår de vil feste og nyde livet, tilbage.
Hvis myndighederne vil, er der masser af håb at sprede. Smitten falder drastisk, færre og færre indlægges, dødsfaldene er få, restriktionerne er så småt på vej ud. Deltavarianten breder sig, ja, men langsomt, og selv første vaccinestik er relativt effektivt over for Delta, vaccinen reducerer tillige sygdomssymptomerne, og to stik er lige så effektivt som over for tidligere varianter. Med nyheden om de ekstra doser fra Moderna vurderer eksperter nu, at vi kan nå i mål med vaccineprogrammet lidt tidligere i september end ventet, og dermed inden Delta kan skabe en tredje bølge af smitte.
Det er da en god nyhed. Den skal ikke gemmes væk. Vi kan godt håndtere den.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.