Debat

Danmarksdemokrat svarer læser: - Det er let at moralisere, når man sidder trygt derhjemme

- At påstå, at Danmark dermed bliver indirekte medansvarlig for en “massakre”, er en grov forenkling, mener skribenten.
- At påstå, at Danmark dermed bliver indirekte medansvarlig for en “massakre”, er en grov forenkling, mener skribenten. Privatfoto

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Paul Rode Andersen skrev i Nordjyske torsdag 12. Marts et debatindlæg, hvor han fremlægger sit syn på situationen i Mellemøsten og retter særlig kritik rettet mod Støjberg og Messerschmidts politiske linje og deres betingelsesløse opbakning til USA og Israel. Som Danmarksdemokrat og veteran fra Mellemøsten føler jeg et ansvar for at svare, fordi hans indlæg er for unuanceret til at stå uden modspil.

Med sætningen: “Selv et barn kan se, at det ikke hænger sammen at bombe mennesker fra hus og hjem og så efterfølgende lukke grænserne for dem”, insinuerer Poul Rohde Andersen, at Vesten bevidst bomber civile ud af deres hjem som led i en massakre.

Det er en alvorlig påstand og den er helt skæv. Poul Rohde Andersen har tydeligvis aldrig haft krigen tæt på, ud over hvad han læser i sin morgenavis.

Jeg har kæmpet som soldat i Mellemøsten. Vesten går ikke efter civile mål. Vi følger krigens love. Civile tab er tragiske, men det er ikke det samme som at gå efter civile. De, der derimod systematisk bryder krigens love, målretter angreb mod civile og udgør den reelle trussel mod Irans befolkning, er præstestyret i Iran.

Det er et regime, der undertrykker, fængsler og henretter sine egne borgere, og som samtidig systematiske finansierer nogle af verdens mest brutale terrororganisationer. Iran styres af et præstestyre, hvor religiøs magt står over både lov, menneskerettigheder og befolkningens sikkerhed.

At Poul Rohde Andersen vender det på hovedet og fremstiller Vesten som den primære aggressor, siger mere om hans afstand til virkeligheden end om situationen i Mellemøsten.

Skrivebordsbetragtninger

Poul Rohde Andersen kritiserer også, at Danmarks FN-ambassadør og dermed regeringen i FN’s Sikkerhedsråd kun fordømte det iranske regime og ikke tog afstand fra USA’s og Israels bombninger.

Men Danmark tager ikke afstand fra USA’s militære indsatser, fordi vi fuldt ud støtter nødvendige indgreb mod et præstestyre, der står bag en stor del af verdens terrorfinansiering.

At påstå, at Danmark dermed bliver indirekte medansvarlig for en “massakre”, er en grov forenkling. Den massakre, der foregår, sker inden for Irans egne grænser, begået af præstestyret mod deres egen befolkning. Det er netop dét, der nu bliver forsøgt stoppet.

Jeg har selv mærket konsekvenserne af præstestyrets og terrororganisationers brutalitet på egen krop. Derfor er det ærligt talt provokerende at læse dine skrivebordsbetragtninger, som virker fuldstændigt løsrevet fra virkeligheden. 

Det er let at moralisere, når man sidder trygt og varmt, men det ændrer ikke på, hvordan verden faktisk ser ud. Til sidst vil jeg kommentere udsagnet om, at vi ”lukker grænserne”. Danmark har nogle af verdens mest åbne grænser. 

Vi har taget imod mange afghanske og syriske flygtninge, men krig bør ikke give automatisk permanent ophold. Det giver midlertidig beskyttelse, og når konflikten er slut, er det naturligt, at man vender hjem og hjælper med at genopbygge sit eget land.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden