Dansk Erhverv: Konkurrence om offentlige opgaver virker, men Danmark står helt stille
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Konkurrence om offentlige opgaver giver mere velfærd for pengene. Det dokumenterer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nye rapport ”Status for offentlig konkurrence 2025” endnu en gang.
Rapporten viser, at prisen på en offentlig opgave i gennemsnit er 10–13 procent lavere, når der er fire tilbud frem for ét. Det er ikke småpenge. Samtidig bidrager konkurrence til højere produktivitet og styrker erhvervslivets konkurrenceevne. Det er veldokumenteret. Og netop derfor er udviklingen eller mangel på samme bekymrende.
For på trods af de klare gevinster står Danmark reelt stille. I 2024 blev offentlige opgaver konkurrenceudsat for 136 milliarder kroner, men konkurrenceudsættelsesgraden ligger fortsat på 26 procent. Stort set uændret siden 2017. Tre ud af fire konkurrenceegnede opgaver løses altså stadig uden konkurrence.
Det er problematisk. For konkurrence er et effektivt redskab til at sikre ansvarlig brug af skattekroner i en tid med stigende pres på de offentlige finanser.
Rapporten viser samtidig store forskelle mellem stat, regioner og kommuner og betydelige variationer kommunerne imellem. Nogle bringer markedet langt mere i spil end andre. Det viser, at udfordringen ikke er mangel på muligheder, men mangel på fælles retning og politisk styring.
Værn om velfærden
Ser man fremad, går der alt for lang tid, før Danmark når et tilfredsstillende niveau for konkurrenceudsættelse. Samtidig står Europa i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation, og behovet for prioritering af de offentlige finanser er større end i mange år. Hvis vi vil fastholde et højt velfærdsniveau, skal pengene bruges klogere.
Politikerne har et ansvar for at sætte retning og tempo. Konkurrenceudsættelsen skal øges markant, hvis vi både vil styrke produktiviteten, bevare velfærden og sikre et økonomisk råderum i en mere usikker verden. Derfor bør den kommende regering skrive klare og ambitiøse mål for konkurrenceudsættelse direkte ind i regeringsgrundlaget.
Tydelige målsætninger vil skabe et fælles pejlemærke på tværs af stat, regioner og kommuner og give både offentlige ordregivere og virksomheder bedre rammer for at arbejde strategisk med konkurrence.
Danmark har alle forudsætninger for at lykkes: en stor offentlig sektor, et stærkt og innovativt erhvervsliv og solide erfaringer med offentligt-privat samarbejde. Det potentiale bør bringes langt bedre i spil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.