Dansk Industri til staten: Pust liv i oplevelsesindustrien

Erhvervsorganisationen vil have staten til at garantere forbrugerne, at de kan få deres penge tilbage

En tidligere koncert med Infernal. Lige nu tøver danskerne med at købe koncertbilletter og hotelophold på grund af coronakrisen. Arkivfoto: Bo Lehmr

En tidligere koncert med Infernal. Lige nu tøver danskerne med at købe koncertbilletter og hotelophold på grund af coronakrisen. Arkivfoto: Bo Lehmr

NORDJYLLAND:Overalt i Danmark kigger hoteller, feriecentre, sommerhusbureauer, museer, teatre og spillesteder langt efter kunderne, som er forsvundet i kølvandet på coronakrisen.

Et dramatisk fald i bookinger og billetkøb har tømt kasseapparaterne, og nu går erhvervsorganisationen Dansk Industri i brechen for den nødlidende oplevelsesindustri.

I forhold til hoteller, feriecentre og sommerhusbureauer foreslår DI, at staten stiller en garanti for hele eller dele af den betaling, som forbrugerne lægger ved forudbestillinger af ferieophold.

- Det er helt afgørende, at forbrugernes usikkerhed ikke får utilsigtede konsekvenser for hoteller, feriecentre og udlejere af sommerhuse. Coronavirus skaber stor usikkerhed i sig selv, og det vil hjælpe, hvis vi kan skabe en økonomisk tryghed, så danskere og udlændinge tør bestille et ferieophold i løbet af sommeren uden at frygte for et større økonomisk tab, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI, i en pressemeddelelse.

DI: Staten bør dække

Som udgangspunkt skal hoteller, feriecentre og udlejningsbureauer betale beløbet tilbage. Men i tilfælde af en konkurs, bør staten dække beløbet, mener DI.

DI har også forslag, som kan hjælpe teatre, musikhuse og spillesteder, der står til at miste store indtægter i de kommende måneder.

Feriecentre som Skallerup Seaside Resort, hoteller og sommerhusbureauer kan få gang i bookingerne med en statsgaranti lyder forslaget fra DI, Arkivfoto

Feriecentre som Skallerup Seaside Resort, hoteller og sommerhusbureauer kan få gang i bookingerne med en statsgaranti lyder forslaget fra DI, Arkivfoto

Det er en udfordring, at den nuværende arrangementsordning ikke giver kompensation for teaterforestillinger og musicals, hvor arrangørerne med kort varsel har været nødt til at aflyse forestillingerne. Det vil DI gerne have ændret.

icon

Uden hjælp vil store dele af kulturlivet stå med økonomiske tab, som vil begrænse deres aktiviteter og handlemuligheder langt ud i fremtiden.

Lars Sandahl Sørensen

- Opgaven er at sørge for, at vi har mulighed for at få gode kulturoplevelser på den anden side af krisen. Derfor skal der handles nu. Uden hjælp vil store dele af kulturlivet stå med økonomiske tab, som vil begrænse deres aktiviteter og handlemuligheder langt ud i fremtiden, siger Lars Sandahl Sørensen.

Endelig har DI konkrete forslag, der skal sikre målrettet hjælp til museerne. Et flertal i Folketinget blev i sidste uge enige om, at teatre og museer kan søge støtte gennem corona-hjælpepakkerne. Men DI mener, der er brug for ekstra hjælp til museerne, som er i en særlig knibe, fordi de ikke har nogen indtægter, men stadig ikke kan sende alle medarbejdere hjem, da de er nødt til at opretholde en minimumsbemanding for at sikre og bevare museumsgenstande og bygninger.

- Vi foreslår, at museerne får fuld kompensation for de udgifter, de har til løn og faste udgifter i forhold til deres nøddrift. Der bør også afsættes penge til en udviklingspulje, så museerne kan investere i og udvikle nye spændende udstillinger og nye måder at formidle på, siger Lars Sandahl Sørensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.