De blå mænds overherredømme kalder på selvransagelse

Kan det virkelig passe, at mænd er at foretrække på de politiske topposter i Nordjylland i 17 ud af 18 tilfælde?

Forhåbentlig var det politiske holdninger, der var afgørende, da nordjyderne satte deres kryds i tirsdags. Når valget skal træffes bag gardinet i stemmeboksen, skal kandidaternes standpunkter - ikke deres køn, alder, etnicitet eller udseende - være udslagsgivende, det er klart.

Men er der alligevel noget, der halter i Nordjylland. For der kan ikke være tale om en statistisk tilfældighed, når 11 ud af 12 borgmestre og 6 ud af 6 rådmænd tilhører det ene køn.

Især når man ser på partiet Venstre, er den gal: Når alle Venstre-ledede kommuner i Nordjylland har en mand som kommende borgmester, er der tale om en faresignal og et potentielt demokratisk problem. For kan det virkelig passe, at den bedste kandidat i samtlige ti tilfælde rent tilfældigt også er en mand?

Man kan ikke vælte ansvaret over på vælgerne. Venstre har jo på forhånd udpeget partiets spidskandidater, så når vælgerne står i stemmeboksen, kan de nok så meget stemme på en kvinde længere nede på listen, det ændrer ikke på, hvem partiet sætter i borgmesterstolen samme aften.

Det kalder på selvransagelse, og der er ingen nemme løsninger. For det kræver en stor indsats at ændre en kultur fra at være indrettet, så der ikke bare er lige ret, men rent faktisk også lige adgang til den politiske top for kvinder. Det handler om meget mere end at presse nogle flere kvinder til at stille op nederst på en liste.

Men det er vigtigt at sætte en bevægelse i gang. Som det er, kan halvdelen af nordjyderne, nemlig dem med to x-kromosomer, have svært ved at se sig selv, både som lokalpolitiker og også som et politisk menneske i det hele taget. For der er ingen at spejle sig i, ingen eksempler på, at det, man kan bringe med ind i politik er værdsat eller efterspurgt. Og dertil kommer, at selvom det ikke er en politisk kvalifikation i sig selv af være et bestemt køn, viser forskningen, at diversitet i en topledelse giver markant bedre resultater.

Den skæve kønsfordeling i toppen er mest tydelig hos Venstre i Nordjylland. Men de øvrige partier har også fået noget at tygge på efter tirsdagens valg. Det kom klarest til udtryk, da de seks rådmandsposter i Aalborg Kommune skulle fordeles onsdag. For her kunne hverken Venstre, Radikale, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten eller Konservative formå at stille med en kvinde. Derfor sidder syv mænd og nul kvinder nu i den politiske top i Aalborg Kommune.

Det betyder, at ud af de 18 fuldtidsstillinger, der er inden for kommunal- og regionalpolitik i Nordjylland, sidder der en mand i 17 af dem.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.