Leder

De er kaldt for mediernes ”tykke dreng”. Nu får de døds- og bombetrusler

Intet kan begrunde truslerne mod Radio Loud. Ingen bør gøre radioens kritikere til medskyldige. For kritik fører ikke automatisk til trusler. Men mobningen af Louds medarbejdere må stoppe nu.

I weekenden modtog den lille internet- og DAB-kanal Radio Loud en bombetrussel. Forinden var radioens digitale direktør og hans hustru blevet truet på livet.

Politiet efterforsker de alvorlige sager, og forhåbentlig finder man frem til gerningsmændene, så de kan blive stillet til ansvar for domstolene.

Det Nordjyske Mediehus tager kraftigt afstand fra truslerne. Vi står sammen med de øvrige danske mediehuse skulder om skulder med Radio Louds grundfæstede ret til at bedrive virksomhed uden at skulle frygte for medarbejderes sikkerhed. Den slags hører ikke hjemme i Danmark.

Det er omsonst at spekulere i, hvad årsagerne er til disse trusler, for intet kan begrunde dem. Derfor er det også urimeligt at gøre kritikere af Radio Louds indhold og lave lyttertal til indirekte medskyldige i truslerne, hvilket blandt andre redaktør og dokumentarist Mads Brügger nu må opleve. Det er, hvad man på engelsk kalder guilty by proxy – eller på dansk skyldig per stedfortræder. Men fordi man har kritiseret ledelsen i Radio Loud, bærer man ikke et medansvar, når en idiot eller sindsforvirret person senere fremsætter dødstrusler mod samme ledelse.

Radio Loud har været en virksomhed i modvind, siden den vandt DAB-udbuddet i 2019 foran Radio24syv og modtog 260 millioner kroner fra staten til fire års drift. En stor del af modvinden har været selvforskyldt. Andet har udefrakommende sørget for.

Det er selvforskyldt, når ledelsen har fulgt en strategi om at lave radio for primært unge mellem 15 og 32 år via internettet og en DAB-kanal. Unge er stort set fraværende fra DAB, og på nettet får de deres lyd fra især podcasts og streamingtjenester som Spotify.

Strategien er særlig umulig, fordi unge meget sjældent køber præmissen om, at de skal vælge produkter, der er skabt til unge. Unge vælger ligesom alle andre efter, hvad der giver dem hver især værdi i form af nytte, underholdning og fællesskab.

På den led var ambitionen om en DAB-radiokanal for unge dødfødt, som Mads Brügger har formuleret det, og det bevises ganske kontant af lyttertallene i den unge målgruppe, der fra begyndelsen har været nul.

En følge heraf må være, at den udefrakommende kritik i bund og grund bør rettes mod Radio- og TV-nævnet, som lod Radio Loud vinde DAB-udbuddet. Nævnet valgte at give Loud kredit for ambitionen om at ramme de unge, men burde have haft viden og erfaring nok til at gennemskue det urealistiske i projektet.

Så intelligent har Radio Louds kritikere dog ikke reageret. Al kritik har været rettet mod Louds chefer og medarbejdere, og der er ingen tvivl om, at kritikken har taget overhånd.

Hvad der begyndte som satire og sjov med Louds lave lyttertal, endte med, at der blev oprettet falske profiler på de sociale medier for radioens værter, og de blev udstillet som psykisk syge. Sociale medier måtte lukke to profiler ved navn realradioloud og radioloudmigirøven, der kammede over i had, og en krisepsykolog måtte indkaldes for at bringe radioens unge medarbejdere gennem shitstormen.

Loud har været, som en af værterne udtrykte det, ”klassens tykke dreng”, som alle inklusive folketingspolitikere omkostningsfrit kunne sparke til for selv at få det bedre, og det er åbenlyst og tilmed forståeligt, at medarbejderne på Loud har følt sig som skydeskive fra især en personkreds omkring det hedengangne Radio24syv, som tabte DAB-runden til Loud.

Alle i medieverdenen må acceptere at leve med kritik ude fra. Det er et grundvilkår. Men mobning skal ingen finde sig i. Her påhviler der enkeltpersoner i mediebranchen en selvransagelse.

Dødstrusler hører til i en kategori for sig og klares af politiet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.